Mere målrettet information til chauffører, der transporterer levende dyr

8. februar 2017

Brancheudvalget for vejgodstransport har besluttet, at der fremover skal arbejdes mere målrettet med at informere vognmænd og chauffører, der transporterer levende dyr, om deres muligheder for relevant lovpligtig efteruddannelse.

Fælles ansvar at chauffører kender til muligheder for efteruddannelse

En ny rapport, som brancheudvalget for vejgodstransport har iværksat, så dagens lys tidligere på ugen. Rapporten belyser bl.a. at chauffører, der transporterer levende dyr, ikke ved nok om deres muligheder for efteruddannelse.

Derfor har brancheudvalget for vejgodstransport besluttet, at der fremover skal arbejdes mere målrettet med at informere medlemmerne om deres muligheder for relevant lovpligtig efteruddannelse.

- Generelt er det jo vigtigt, at vognmændene og chaufførerne er informerede om deres muligheder for lovpligtig efteruddannelse. Det gælder selvfølgelig også chauffører, der transporterer levende dyr. Brancheudvalget er enige om, at vi skal gøre en indsats for, at chaufførerne ved, hvor i landet og på hvilke skoler, de kan finde de kurser, der er relevant for dem, forklarer formanden for brancheudvalget for vejgodstransport, Peter Bæk, fra 3F.

Læs rapportens tre hovedpointer her

AMU Syd: Fælles ansvar for markedsføring

Tre skoler i Danmark er godkendt til at udbyde efteruddannelse inden for dyretransportområdet. Én af dem er AMU Syd i Kolding. Her har man også bemærket, at chauffører, der transporterer levende dyr, ikke får nok relevant efteruddannelse.

Uddannelseschef Jens Odgaard mener, at man må bruge flere kræfter på at markedsføre uddannelserne bedre:

Fælles ansvar at chauffører kender til muligheder for efteruddannelse AMU Syd Jens Odggard

- Jeg er enig i, at efteruddannelseskurserne for dyretransportører bliver brugt alt for lidt. Og her har skolerne, branchen og organisationerne et fælles ansvar for at få dem (red. efteruddannelseskurserne) markedsført noget bedre, forklarer Jens Odgaard og fortsætter:

- Jeg er helt klar af den opfattelse, at alle dyretransportchauffører burde blive re-certificeret efter en årrække, da der hele tiden kommer nyt på området, og det er jo trods alt levende væsner, der transporteres.

Samtidig åbner Jens Odgaard også op for, at skolerne kunne overveje at slå sig sammen om en plan, så kurserne kan blive udbudt hele året rundt.

Kort om analysen og resultaterne

Brancheudvalget for vejgods har fået udviklet en analyse af uddannelsesbehov for chauffører, der transporterer levende dyr. Analysen er gennemført af projektkoordinator og analyseansvarlig Charlotte Søndergaard fra Navigator.

Spørgeskemaet havde 97 respondenter. Af dem var 83% chauffører og vognmænd. Næsten alle giver udtryk for, at det kan være ret kompliceret at gennemskue uddannelsessystemet.

Hent hele rapporten ”Analyse af uddannelsesbehov for chauffører der transportere levende dyr”

- TUR

facebook twitter