En myte at ældre chauffører har svært ved at betjene takografen

19. januar 2017

Fortællingen, om at ældre chauffører har svært ved at betjene den digitale takograf, er en myte.

 En myte at ældre chauffører har svært ved at betjene takografen (1)

At ældre chauffører har sværere ved at betjene den digitale takograf end yngre chauffører, er en myte. Det mener TUR, som har gennemført en spørgeundersøgelse, der viser, at der ikke umiddelbart kan påvises en sammenhæng mellem alder og evne til at betjene den digitale takograf. Tværtimod peger undersøgelsen på, at de ældre chauffører formentlig har færre betjeningsfejl end yngre chauffører.

Undersøgelsen er udført af uddannelseskonsulent i TUR, Jes-Peter Nielsen, som har gennemført spørgeundersøgelsen på tre AMU-skoler, samt hos Transportspecialisten - en servicevirksomhed inden for køre-/hviletidsområdet – og Nationalt Færdselscenter, der varetager Rigspolitiets opgaver på færdselsområdet i tæt samarbejde med politikredsene.

Resultatet af spørgeundersøgelsen er sammenfattet i et kort notat, som kan læses her

FAKTA: Hvad er en takograf?

Den digitale takograf registrerer elektronisk oplysninger om køretøjets og førerens aktiviteter, fx køretider. Den digitale takograf lagrer oplysningerne i et elektronisk datalager, som er indbygget i takografen, og på det førerkort, som føreren skal anvende i takografen. I ”Forskrifter for brug af kontrolapparater” er det bl.a. beskrevet, hvordan føreren skal betjene takografen, foretage registreringer af tidsgrupper og forholde sig i særlige situationer, fx ved driftsforstyrrelser og nødstilfælde. Det fremgår endvidere, hvilke oplysninger der skal medbringes under kørslen til brug for politiets kontrol.

- TUR

facebook twitter