AMU Fyn understøtter Danske Fragtmænds IGU-satsning

2. juni 2017

AMU Fyn og Danske Fragtmænd indgår aftale om uddannelse af 15 flygtninge på IGU-ordningen.

IGU

DI Business bragte d. 30/5 nyheden om, at Danske Fragtmænd vil ansætte 30 flygtninge via den særlige forsøgsordning integrationsgrunduddannelsen (IGU). Inden IGU-aftalen bliver indgået, skal flygtningene i 4-6 ugers praktik hos Danske Fragtmænd. Hvis begge parter er tilfredse, bliver flygtningen ansat som lærling. IGU-forløbet tager to år og består af en blanding af praktik på virksomheden og uddannelse. Danske Fragtmænd har lavet en aftale med AMU Fyn, som tager alle 15 flygtninge ind på samme hold, og der er allerede planer om, at alle terminaler skal have en IGU-lærling ansat.

- Vi har rigtig gode erfaringer med hold på IGU-ordningen, som vi har haft både på lager, lastbil og bus. Vi har en opgave i at sørge for, at de bliver klædt på til det danske arbejdsmarked og gøre dem selvforsørgende, men de vil det virkelig gerne, og sætter en ære i at kunne klare sig selv, siger Karin Kjerside Sørensen, som er uddannelseskonsulent hos AMU Fyn.

En del af flygtningene – hvis ikke alle – vil være dårlige til dansk. Derfor har Danske Fragtmænd udviklet et sæt sprogkort, som skal gøre det lettere for flygtninge at begå sig på en arbejdsplads, der ikke altid er ufarlig. Samtidig vil alle parter drage nytte af AMU Fyns erfaringer med flygtningene.

- Der vil være udfordringer, når man kommer til Danmark fra et andet land, men det kan undervisningen hjælpe dem med. Vi har forsøgt forskellige modeller for undervisningen, men at lægge alle 20 skoleuger først har vi bedst erfaring med. Vi har en dansklærer, der giver fagrettet undervisning, så de får et mere specifikt ordforråd inden for deres fag, og det fungerer virkelig fint, vurderer Karin Kjerside Sørensen. 

AMU Fyn har tidligere IGU-erfaringer med aktører som KEOLIS og GODIK, samt flere vognmændsfirmaer og andre mindre virksomheder. 

- TUR

Læs hele DI Business artikel "Fragtmænd vil ansætte 30 flygtninge"

Læs TURs nyhed "Nyt tiltag med flygtninge skal undersøge om IGU-aftalen kan fungere i praksis"

Læs TURs nyhed "Erhvervsskolerne har en afgørende rolle for at IGU-forløb bliver en succes"

facebook twitter