Transportbranchen er nede med de unge

1. juni 2017

Musikvideoen "Jeg leverer varen" om et job i transport har været en succes på de sociale medier. Det er en moderne markedsføringsmetode, der virker. 

Videoen med rapperne Pak og Kassandra er en fest i stil med de typiske hiphop-videoer, men hvor bling og dyre biler er skiftet ud med en lagerhal, palleløftere, gaffeltrucks og lastbiler. Attituden er der dog stadig.

Sangen rammer ned i en populær musikgenre blandt unge mennesker, og det er en helt bevidst strategi. Musikvideoen er en del af image- og rekrutteringskampagnen "Job i Transport", som 3F, Dansk Industri og Dansk Erhverv i fællesskab står bag i regi af fondene Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond. Baggrunden er, at godstransportbranchen mangler folk.

- Vi er meget glade for, at musikvideoen er blevet så godt modtaget. Vores intention med den har været at fange især de unges interesse på en sjov, anderledes og underholdende måde. Og det må vi sige er lykkedes, siger Jørgen Aarestrup, der er forhandlingssekretær i 3F og formand for Transportens Udviklingsfond.

Mere end 400.000 personer har set videoen på Facebook, hvor den er blevet delt næsten 2.000 gange. Også på YouTube er sangen populær med flere end 213.000 visninger. 

- TUR

Se videoen foroven eller på YouTube her

Besøg hjemmesiden 'Job i Transport'

facebook twitter