Få kvindelige nyuddannede chauffører

24. maj 2017

23- årige Ann Lynggaard Egebjerg er én af de få kvinder, der tager en uddannelse som vejgodschauffør. Blot én procent af nyuddannede chauffører i Danmark er kvinder.

Faa -kvindelige -nyuddannede -chauffoerer

Foto: EUC Lillebælt

Ann Lynggard Egebjerg fra Børkop er på vej til at blive en af de få kvindelige lastbilchauffører, der findes i branchen. Siden august 2016 har hun været i gang med uddannelsen hos EUC Lillebælt i Fredericia, og hvis alt går efter planen, er hun færdig engang i 2019.

- Jeg kan godt lide en lastbil, fordi det er et flot og stort køretøj - og ikke bare en lille bitte bil. Det giver en fed følelse at sidde bag rattet og være herre over sådan et stort køretøj, forklarer Ann Lynggaard Egebjerg.

Ifølge Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL) udgør kvinder blot én procent af nyuddannede chauffører i Danmark. Lange arbejdsdage er ofte et af de parametre, der peges på, når der tales om manglen på kvinder i faget. Det er dog ikke noget, der skræmmer Ann Lynggaard Egebjerg.

- Jeg kommer til at ligge ude hele ugen fra søndag aften til fredag eftermiddag, men jeg har ikke noget imod at skulle bo i lastbilen, fortæller Ann Lynggaard Egebjerg.

EUC Lillebælt er begejstrede over at have kvindelige elever og på trods af, at det er et fysisk belastende fag, er det ikke noget problem for dem at følge med.

- Vi kunne stadigvæk godt tænke os at få nogle flere og det er ikke så farligt. Det er ikke så hårdt fysisk mere, som det har været. Det har jo været - og er desværre stadigvæk - et mandsdomineret job, så de er nødt til at vise lidt mere. Men det klarer de altså også rigtig fint, siger Lars Frederiksen, underviser på EUC Lillebælt, i videoen 'Olie under neglene' om kvindelige transportelever. 

Generelt i Europa er det en udfordring at få kvinder til at arbejde i transportbranchen. Kun 22% af arbejdskraften i transportbranchen i Europa er kvinder.

- TUR

Læs mere om Ann i Transportmagasinet

Se videoen 'Olie under neglene' om kvinder i transport hos EUC Lillebælt

 

facebook twitter