Danske Fragtmænd bakker op om DM

8. juni 2018

Danske Fragtmænd kan se idéen i at sætte fokus på transportbranchens dygtige lærlinge for at tiltrække flere unge til fagene. Derfor bakker de op om DM for transportlærlinge.

Danske -Fragtmaend -bakker -op -om -DM
Vinder af disciplinen stuvning, Jannik Thøgersen fra Danske Fragtmænd, modtager sin præmie. (Foto: Danske Fragtmænd)

Ved årets DM for transportlærlinge var Danske Fragtmænd repræsenteret med to vejgodselever og en lagerlærling. Danske Fragtmænd bakkede desuden op om arrangementet ved at donere præmiegaver og havde sat gavechecks på 500 kr. på højkant til vinderen af hver af de fem discipliner i både lager- og chaufførmesterskabet, samt til de to samlede vindere af begge konkurrencer.

- Vi valgte at give lidt mere motivation til de konkurrerende lærlinge ved at donere gavechecks. På den måde kunne vi bakke op om det gode initiativ, som DM for transportlærlinge er, siger Henriette Kjærholm Aagaard, kommunikationschef i Danske Fragtmænd.

Inviterede medierne
Desuden havde Danske Fragtmænd inviteret medierne i form af TV2 Østjylland til at komme og dække mesterskabet.

- Det er klart, at vi kan få lidt omtale på den måde, men det giver også god mening at sætte fokus på, hvad branchens lærlinge kommer ud og laver, hvis de vælger en transportuddannelse. Så kan det være, at de ser, hvor spændende det er og vælger en transportuddannelse. Vi står allerede og mangler folk, siger Henriette Kjærholm Aagaard.  

Mester i stuvning
Ud af Danske Fragtmænds deltagende lærlinge klarede lagerlærlingen Jannik Thøgersen fra deres lagerhotel på DTC i Vejle sig særligt godt. I disciplinen stuvning fik han en overbevisende førsteplads. Her skulle han demonstrere sine evner i at køre paller med løftevogn på rampe og ind i en container, hvor pallerne skulle stuves korrekt.

Jannik Thøgersens præstation sikrede ham en flot tredjeplads i det samlede DM for lagerlærlinge. 

- TUR

Læs også: ”DM sætter fokus på transportbranchen”

Læs også: ”Danmarksmestrene 2018 er kåret” 

facebook twitter