Det nye AMU: Kommende prøver i AMU skal kunne håndtere delmål

3. maj 2018

TEMA: Det nye AMU | Kommende delmål i AMU stiller skærpede krav til de centralt stillede prøver, der i fremtiden bliver en fast bestanddel i AMU. Det mener uddannelseschef, Michael Stabell fra CELF, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster.

Det -nye -AMU-Kommende -proever -i -AMU-skal -kunne -haandtere -delmaal 

Den indgåede trepartsaftale sigter efter at give AMU friere rammer for at kunne tilpasse kurserne til virksomhedernes og medarbejdernes behov. Samtidig skal det være lettere for AMU-kursisterne at dokumentere deres kompetencer ved at indføre afsluttende prøver på offentligt udbudte AMU-kurser.

Dette har medført, at der nu bliver mulighed for at opdele AMU-kurser i delmål, så man som AMU-kursist kun går på den del af kurset, der er relevant for deltageren. Samtidig kan delmål kombineres med andre kurser eller delmål. På den måde bliver der mulighed for fleksibelt at sammensætte kurser, der er tilpasset virksomhedernes og medarbejdernes målrettede behov. 

Skarpe kurser til brancherne
Som uddannelseschef på CELF er Michael Stabell positiv indstillet over for ændringerne i AMU. Han fortæller, at CELF som skole allerede benytter de muligheder, der er i dag for at sammensætte skræddersyede kursusforløb. Så tanken om at kunne gøre kursusforløbene endnu mere skarpe, ser han som en oplagt mulighed.

- Kursisten på et hold har jo ofte vidt forskellige forudsætninger sammenlignet med, når samme kursus køres for et andet hold. Når man nu kommer til at kunne plukke i delmål og på den måde afkorte og sammenlægge kurser, så tænker jeg, det bliver muligt at sammensætte forløb, der er skåret ind til kernen. Det vil gøre det meget mere relevant både for virksomheder og medarbejdere, siger Michael Stabell.

Nye muligheder i AMU stiller krav
Michael Stabell mener dog ikke, at de nye ændringer i AMU lever op til de ønskede mål med et trylleslag. Både delmål og prøver i AMU kommer til at stille krav til skolernes tilgang til undervisningen.

 - Vi kommer nok til at skulle tage nogle andre pædagogiske overvejelser ind i AMU. Tidligere skulle man leve op til målbeskrivelsen, men nu er det en mere kompliceret proces. Vi har en god kvalitet i AMU og det skal vi bevare, siger Michael Stabell.

Han drager en parallel til erhvervsuddannelserne (EUD), hvor der også afprøves bredt på uddannelser med længere varighed og flere fag: 

- EUD’erne har en lang række målpinde, der beskriver, hvad eleverne skal leve op til.  Vi kender metodikken og er gode til at omsætte kravene fra bekendtgørelser og styrelser til noget målbart i en test. Det er vigtigt, at dette overføres til AMU, så vi fortsat kan levere god og inspirerende undervisning, siger Michael Stabell.

Kom bare med prøverne
Hvad angår de kommende prøver, der fra næste sommer bliver en fast del af AMU-programmet, er Michael Stabell ikke bekymret. Som skole med transportuddannelser håndterer CELF mange prøver inden for områder som kørekort, kvalifikationsuddannelserne for chauffører, branchecertifikater inden for offentlig servicetrafik, gaffeltruck, svendeprøver og farligt gods mm.

- Prøverne dokumenterer, hvordan en kompetence er opnået og hvordan den er bestået. Det er vi ikke nervøse for, for det tackler vi i forvejen i det daglige, siger Michael Stabell og tilføjer:

- Man skal dog være opmærksom på, at spørgsmålene skal være endnu mere specifikke til de enkelte kurser og delmål. Jeg er ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre rent teknisk, men det er blot vigtigt, at spørgsmålene følger delmålene og er meget skarpe i forhold de målpinde, det enkelte delmål indeholder, så vi er helt sikre på, at deltagerne kun afprøves i det indhold og de dage, de er på kursus.

Ifølge Michael Stabell er det vigtigt, at prøverne udarbejdes i samarbejde med skolerne, og at de derudover lægges i et digitalt system, der kan understøtte de enkelte delmål.

- Skolerne bør involveres i at specificere prøverne ud fra de emner og delmål, man kan vælge til eller fra. Og så synes jeg, det er fint, at vi kan bruge Multitest (red: digitalt testsystem). Det skal blot sikres, at systemet kan håndtere delprøver, siger Michael Stabell.

 

- TUR

 

TEMA: I løbet af de kommende uger, vil TUR under temaet ”det nye AMU” interviewe uddannelseschefer fra transportskoler på tværs af Danmark om forventningerne til den kommende revision af AMU som en del trepartsaftalen. Artiklerne udgives i TURs nyhedsbrev og sætter spot på de kommende ændringer i AMU, herunder centralt stillede prøver, delmål, sammenlægning og af kurser og det nye arkiv for kurser med lav aktivitet.

Tilmeld dig TURs nyhedsbrev her

Læs også nyheden ”Det nye AMU: Prøver i AMU håndteres nemmest digitalt”

facebook twitter