Efteruddannelsesudvalg går sammen om prøvesystem

20. december 2019

TUR, HAKL, SUS, IF og MI stiller prøver gratis til rådighed for skolerne i Multitest.

Efteruddannelsesudvalg Går Sammen Om Prøvesystem 

Efteruddannelsesudvalgene Transporterhvervets Uddannelser (TUR), Efteruddannelsesudvalget for Handel, Administration, Kommunikation og Ledelse (HAKL), Serviceerhvervenes Efteruddannelsesudvalg (SUS), Industriens Fællesudvalg (IF) og Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) har besluttet, at de nye AMU-prøver, som er udarbejdet iht. trepartsaftalen af 2017, lægges ind i Multitest til fri afbenyttelse for skolerne inden for deres ressortområde. Dette gælder både multiple choice- og praktiske prøver.

Aftalen gælder for to år
Undervisningsministeriet har bevilliget efteruddannelsesudvalgene midler med henblik på, at AMU-prøverne kan afvikles elektronisk. Bevillingen omfatter 2020-2021, og prøverne kan benyttes vederlagsfrit af skolerne i denne periode. Allerede udviklede AMU-prøver, som andre myndigheder eller organisationer har ansvaret for, er ikke omfattet af denne ordning. 

Der er endnu ikke truffet beslutning om prøveafviklingen efter 2021, og derfor har efteruddannelsesudvalgene kun mulighed for at indgå aftale med skolerne for 2020-2021. Den fremtidige afvikling af prøver og vilkårene efter 2021 afventer Børne- og Undervisningsministeriets nærmere beslutning.

Efteruddannelsesudvalgene lægger prøver i Multitest
Det er det enkelte efteruddannelsesudvalg, der lægger deres prøver ind i Multitest og giver deres skoler adgang til disse prøver. Det må forventes, at ikke alle prøver er lagt ind i Multitest fra årets start i 2020. Efteruddannelsesudvalgene vil bestræbe sig på, at dette sker hurtigst muligt. De enkelte efteruddannelsesudvalg vil orientere deres skoler om status for indlægning af deres prøver i Multitest.

Indgåelse af aftale om brug af Multitest
Inden skolerne kan få adgang til at bruge Multitest, skal der indgås aftale om brug af systemet og beskyttelse af personoplysninger med de relevante efteruddannelsesudvalg. Efteruddannelsesudvalgene vil derfor sende de relevante skoler aftale om brug af systemet og behandling af personoplysninger til underskrift.

TUR har udsendt aftaler til alle skoler inden for transportområdet, som via disse aftaler vil kunne gøre brug af prøverne i digital form, når krav om prøver på enkelte AMU-uddannelser træder i kraft fra 1. januar 2020.

- TUR

Hvad er Multitest
Multitest er ejet af TUR og er et velafprøvet digitalt prøveafviklingssystem, som har været anvendt gennem mange år, bl.a. til prøveafvikling inden for TURs ressortområde, f.eks. til afvikling af svendeprøver, gaffeltruckprøver, prøver på kvalifikationsuddannelserne m.fl. Læs mere om Multitest.

 

facebook twitter