Fra gymnasiet til en erhvervsuddannelse

2. maj 2019

Sølvvinder fra DM for transportlærlinge, Maja Noes Andersen, troede hun skulle i gymnasiet og bagefter læse jura. I dag er hun lykkelig for sin læreplads som lager- og logistiklærling, skriver Holstebro Dagblad.

Fra gymnasiet til en erhvervsuddannelse

Maja Noes Andersen havde oprindeligt andre boglige planer om uddannelse. Det blev dog lageruddannelsen, der viste sig at være den rette (lager)hylde for den energiske pige. Det skriver Holstebro Dagblad om lager- og logistiklærlingen hos Vald. Birn A/S, der vandt sølv ved DM for Transportlærlinge 2019.

Planen var gymnasiet og jura
Maja var som 15-årig "en rigtig 12-tals-pige", som hun selv beskriver det. Hun skulle på gymnasiet i Struer, og bagefter skulle hun læse jura på Aarhus Universitet. Sådan så planen ud, men gymnasiet var en stor omvæltning, og hun blev hurtigt skoletræt.

Maja droppede ud et par gange og startede igen, blandt andet fordi hun fik kyssesyge og på grund af manglende energi og et for højt fravær, besluttede hun helt at stoppe.

- Det var blevet til et mega nederlag for mig i stedet for noget, jeg forestillede mig, at jeg sagtens kunne gennemføre, siger hun.

Fritidsjobbet viste vejen til andre muligheder
Lige fra starten af 1.g havde Maja haft fritidsjob i Løvbjerg i Struer, og det var her hun startede sin erhvervsuddannelse. Efter fyringsrunde mistede hun sin uddannelsesaftale og kom i skolepraktik på UC Holstebro. På et tidspunkt blev Maja spurgt, om hun kunne tænke sig at komme to uger ud til Vald. Birn A/S på prøve. Hun sprang til og har siden 14. januar 2019 passet sin uddannelse hos virksomheden. Et valg hun er rigtig glad for.

- Det gik bare rigtigt godt. Først og fremmest var der gode kolleger. Helt ærligt så var min tidligere læreplads lidt af en hønsegård. Her er mange mænd, og tingene bliver sagt, som de er. Det kan jeg rigtigt godt lide, forklarer hun.

Læs hele artiklen om Maja i Dagbladet Holstebro via UC Holstebros hjemmeside

- TUR

Læs mere om DM for transportlærlinge

facebook twitter