Ny app sætter fokus på sikkerheden ved højresving

27. marts 2019

Gratis Virtual Reality-app træner lastbilchauffører i at orientere sig før højresving. ’Sving Sikkert VR’ kan bruges af erfarne chauffører og chauffører under uddannelse.

Ny -app -saetter -fokus -paa -sikkerheden -ved -hoejresving

TUR Forlag har udviklet en gratis mobilapp, der kan bruges af kursister på AMU-transportuddannelserne og til godschauffører på den lovpligtige EU-efteruddannelse. ’Sving Sikkert VR’ er udviklet til chauffører med kørekort kategori C, men appen vil være frit tilgængelig og kan bruges af alle.

- Vores mål med denne app er at give kommende og nuværende lastbilchauffører mulighed for at træne kørselssituationer, de ikke umiddelbart kan opleve på øvelsesbanen, fortæller Ole Bülow Hartvigsen, som er e-læringskonsulent hos TUR Forlag og idémanden bag Sving Sikkert VR.

Virtuelt og sikkert miljø
Øvelserne foregår i et animeret univers, hvor chaufføren får øjeblikkelig feedback på sin kørsel med lyd og billede.

- Chaufføren får mulighed for at sætte sig i lastbilens førerhus og i et virtuelt og sikkert miljø øve sig i at orientere sig mod alle forhold ved højresving. Ligesom i den virkelige verden bliver han udsat for pludselige og overraskende ændringer, som gør øvelserne meget realistiske. Han lærer med andre ord at skærpe sin opmærksomhed ved højresving, inden det bliver alvor i trafikken, siger Ole Bülow Hartvigsen.

Pris- og tidseffektiv løsning
Google Cardboard-teknologien, som er en prisbillig VR-brille i pap eller plast, giver i kombination med den gratis app en prisbillig løsning til undervisning af lastbilchauffører.

Derudover er det betydeligt mere tidseffektivt end lastbilsimulatoren, som kun kan bruges af én kursist ad gangen. Med VR-teknologien er det nemlig muligt at undervise flere kursister samtidig, og testkursister har givet udtryk for, at løsningen giver en god variation i den traditionelle teoriundervisning.

Sving Sikkert VR kan med fordel anvendes i modulerne Risikolære og Uheldsforebyggelse, herunder forebyggelse af højresvingsulykker på AMU-uddannelsen for godstransportchauffører. Den gratis app er tilgængelig både i Google Play og App Store.

- TUR

Læs mere og hent appen Sving Sikkert VR

facebook twitter