Karismatisk lærerduo motiverer EGU-elever igennem uddannelse

10. oktober 2019

To faglærere på EUC Nord står bag afholdelsen af et succesfuldt EGU-forløb for unge i Frederikshavn. 

Karismatisk Lærerduo Motiverer Unge Igennem Uddannelse
Kim Bille Christensen (t.h.) har i samarbejde med kollegaen Nikolaj D. Kristensen (t.v.) skræddersyet 20 ugers skoleforløb til de unge.

10 unge EGU-elever, som kalder sig EGU Truckers, har tilsammen gennemført 99 forskellige AMU-kurser, certifikater, teori- og køreprøver i løbet af et 20 ugers transportforløb. Forløbet er sammensat under det, der kaldes Anderledes Arbejdsmarkedsuddannelser, der har til formål at styrke og løfte eleverne fagligt, mentalt og socialt.

- Det er en gruppe af unge, som ikke har fået en ungdomsuddannelse pga. personlige, sociale og faglige udfordringer. Men trods det har de for første gang i deres tilværelse gennemført en sammenhængende uddannelse og står alle nu med en praktikplads, fortæller Jesper Clausen, Uddannelseschef for Metal og transport, EUC Nord. 

Faglige fremskridt bliver til personlig sejr
Faglærerne Kim Bille Christensen og Nikolaj D. Kristensen er to af de drivende kræfter bag forløbet, som fik de unge til at se succesen i egne faglige fremskridt. Det gjorde de gennem engagement og dagligt arbejde med at sikre de unge den tryghed, støtte, vejledning og rådgivning undervejs i forløbet.

- Med succes kommer selvtillid og med selvtillid kommer mere succes, fortæller Kim Bille Christensen, underviser på EUC Nords Transportuddannelser, og fortsætter:

- Man skal blive til nogen, før man kan blive til noget. Vi skaber de ydre omstændigheder, der kan give eleverne fremgang. Vi indretter lokalerne efter pædagogiske motivationsteorier, og den daglige undervisning er understøttet af et karismatisk lærerteam med hver sine specielle kvalifikationer. Ved hjælp af disse rammer har de unge fået skabt et helt fantastisk sammenhold, der sjældent er set på skolen. Men det er ikke kun de ydre omstændigheder og planlægning, der kan tage æren for succesen. Vilje og engagement er også en særlig ingrediens i opskriften.

- Der er tale om en meget karismatisk lærerduo, som har knoklet med at få de unge igennem uddannelsen og det praktiske. Med en helt enestående, målrettet teambuilding, har de formået at få gruppen af unge til at støtte hinanden i forløbet. Når en elev hang med mulen, fik lærerduoen de øvrige elever til at hjælpe vedkommende i mål, siger Jesper Clausen. 

En verden til forskel
Eleverne selv er ikke i tvivl om, hvad der er forklaring på deres succes: De har gennemført uddannelsen som et hold, og undervisningen er skræddersyet til dem. For Jan Petter Magnussen, der har både ADHD og angst, betyder det en verden til forskel:

- Det betyder alt, at jeg er kommet ind i en lille klasse. Det gør mig tryg, at jeg møder de samme kammerater og lærere hver dag. Forløbet er meget struktureret og skemalagt, så jeg altid ved, hvad der skal ske. Lærerne har taget os i hånden og hjulpet os igennem på en måde, der passer til os, forklarer Jan Petter Magnussen, EGU Truckers.

- TUR

facebook twitter