Politisk aftale skal bringe arbejdsmarkedet godt videre efter coronakrisen

23. juni 2020

Fra august 2020 og frem til udgangen af 2021 får ufaglærte og faglærte ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge.

Politisk aftale skal bringe arbejdsmarkedet godt videre efter coronakrisen
Foto: Colourbox

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at der er indgået en politisk aftale om ekstraordinært løft af ledige. Således skal 390 mio. kr. være med til at bringe det danske arbejdsmarked godt videre efter coronakrisen.

I nyheden oplyser ministeriet:
”Aftalen betyder, at ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse fra august og frem til udgangen af 2021 får ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge. Kravet er, at man er fyldt 30 år og starter på en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder. På fagområder, hvor der ikke mangler arbejdskraft, får ledige 80 procent dagpenge under uddannelsen med mulighed for at låne op til 100 procent, som det også er tilfældet i dag”.

Lige adgang til certifikatkurser i AMU
Aftalen indebærer også, at personer med en uddannelse, som er over faglært niveau, skal have adgang til certifikatkurser i AMU på ordinære vilkår i 2020 og 2021. Det vil sige, at personer med en videregående uddannelse kun skal betale almindelig og ikke fuld deltagerbetaling i 2020 og 2021, når de ønsker at gennemføre et certifikatkursus.

Initiativet træder i kraft fra august 2020 og løber frem til udgangen af 2021.

- TUR

Læs mere om aftalen og initiativerne på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside

 

facebook twitter