COVID-19: Information til elever på erhvervsskolerne

13. marts 2020

Få svar på dine spørgsmål vedrørende erhvervsskolernes lukning som følge af Corona-pandemi nedenfor.

 

Elever på skoleophold
Elever, der er på skoleophold, skal følge de anvisninger, der bliver givet på den pågældende skole. Skolen har ansvaret for om, og hvornår eleverne eventuelt sendes hjem med eller uden tilbud om undervisning. Skolerne kan vælge at gennemføre undervisningen som fjernundervisning, hvilket i givet fald ikke betegnes som hjemsendelse.

Elever, der sendes hjem af skolen uden tilbud om undervisning, har pligt til at møde op i praktikvirksomheden – der så skal tage stilling til det videre forløb.

Skolen afgør, hvornår eleven igen forsætter det afbrudte skoleophold.

De samme regler gælder for elever, der er på det afsluttende skoleophold med afvikling af svendeprøven; skolen afgør om, og hvornår eleverne hjemsendes, samt hvornår der igen indkaldes til den afsluttende svendeprøve. Hjemsendelsen af disse elever kan betyde, at afslutningsdatoen for uddannelsesaftalen bliver overskredet, hvilket vil kræve en forlængelse af uddannelsesaftalen.

Elever i praktik
Elever, der er i praktik i virksomhederne, er omfattet af de tiltag og løsninger, der igangsættes i de respektive virksomheder.

Elever kan ikke hjemsendes fra virksomheden uden løn, men kan eventuelt pålægges at afholde ferie eller feriefridage. Hvis eleven bliver syg eller sættes i karantæne af myndighederne, vil der være ret til sædvanlig sygdomsbetaling.

Er der spørgsmål om løn og ansættelsesvilkår, skal elev eller virksomhed tage kontakt direkte til deres respektive organisationer og få den nødvendige hjælp derfra.

Opdateret fredag den 13. marts 2020

- TUR

facebook twitter