Fremtidens chauffører findes via FGU

30. marts 2020

Syddansk Erhvervsskole har gennem samarbejde med de lokale FGU-institutioner fået skabt en direkte fødekilde fra FGU til EUD. En win-win for begge institutioner.

Fremtidens chauffører findes via FGU

Afdelingsleder for transport og logistik på Syddansk Erhvervsskole (SDE) Michal Riber har haft gang i hjulene, siden det i 2017 blev besluttet, at den forberedende grunduddannelse (FGU) skulle være en realitet. TUR har interviewet ham om, hvordan han og Syddansk Erhvervsskole har set muligheder i FGU og omsat mulighederne til praksis.

Fremtidens chauffører findes via FGU2
Foto: Afdelingsleder for transport og logistik på SDE Michal Riber

- Med FGU er alt samlet i én institution, så det har aldrig været nemmere for os at få et samarbejde i gang om unge, der skal videre i uddannelse. Vi har været i dialog med direktøren for hver af de tre FGU-centre, der er i vores lokalområde, og sammen har vi med udgangspunkt i lovgivningen set på, hvad SDE kan tilbyde dem og deres elever, fortæller Michal Riber og fortsætter:

- Der er jo en politisk målsætning om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal begynde på en erhvervsuddannelse. På SDE har vi forelagt skoleledelsen og bestyrelsen, at der er et strategisk marked i, at 10 procent af en ungdomsårgang starter deres erhvervsuddannelse med et forløb på FGU. Hvis vi fokuserer på FGU-eleverne, så undgår vi at slås med gymnasierne om de samme unge.

Den unge går fra FGU til EUD
FGU-initiativet består af tre spor: Almen grunduddannelse (AGU), produktionsgrunduddannelse (PGU) og erhvervsgrunduddannelse (EGU). På Syddansk Erhvervsskole har man set, hvordan PGU og EGU kan spille en væsentlig rolle i at få omsat strategien til praksis. Michal Riber forklarer:

- Da FGU startede i august 2019, havde vi allerede i efteråret 2019 det første hold af FGU-elever i et kombinationsforløb. Det var en stor succes, så vi gentager processen her til foråret, hvor vi får 80 elever ind på kombinationsforløb på vores to skoler i Vejle og Odense. Vi tilbyder dem fem forskellige uddannelser, hvoraf tre er indenfor TURs områder – nemlig lager, renovation og vejgods.

Kombinationsforløbet er for de elever, der er interesserede i praktisk arbejde, men som har behov for hjælp til at blive afklarede omkring, hvilken type og branche de vil arbejde i. Derfor oplever Michal Riber, at efter Syddansk Erhvervsskole har haft de unge på et kombinationsforløb, hvor de er blevet introduceret til forskellige fag og brancher, at flere af de unge ender med at begynde på en erhvervsuddannelse hos dem.

Praktiske forløb hjælper de unge på vej i uddannelsesvalget
Et centralt element i EGU-sporet er, at eleven bruger det meste af tiden i virksomhedspraktik og samtidig har undervisning i kompetencer, der er relevante i forbindelse med arbejdet i virksomheden.

- EGU’en arbejder for, at elever på trods af faglige og sociale udfordringer kan blive en del af arbejdsmarkedet. Derfor tilbyder vi de unge, at de i op til 2 år kan få forskellige strukturerede forløb af syv ugers varighed ad gangen på renovation-, lager- eller vejgodsuddannelsen. F.eks. får elever på vejgodsuddannelsen EU-kvalifikationsuddannelsen samt kørekort B og C. På den måde har eleven de kompetencer, som mange virksomheder efterspørger.

- På EGU-forløb oplever jeg ofte, at en vognmand bliver så glad for eleven, at han tilbyder ham en læreplads bagefter. På den måde ender det ofte med, at EGU-eleven bliver en EUD-elev.

Michal Riber oplever desuden, at der er flere fordele ved skolens samarbejde med FGU:

- Samarbejdet muliggør, at hvis en svag EUD-elev er frafaldstruet, kan vi visitere eleven til FGU. På den måde bliver den unge ikke tabt i systemet. Derimod giver det mulighed for, at den unge kan komme retur på deres drømmeuddannelse via EGU og igen tilbage i EUD. Det er en lille omvej, men skåner den unge for et nederlag.

- Det er ren win-win! Både for skolen, kommunen, det unge menneske og staten.

Kort om den forberedende grunduddannelse (FGU)

  • FGU erstatter den tidligere produktionsskole samt almene fag på VUC for unge under 25 år, kombineret ungdomsuddannelse og erhvervsgrunduddannelsen.
  • FGU er for unge under 25 år, der ikke har fuldtidsjob eller er i gang med en ungdomsuddannelse. Typisk er de unge ikke klar til eller i tvivl om, hvilket job eller uddannelse de kunne tænke sig.
  • FGU er en uddannelse på op til 2 år, som giver mulighed for at starte på ungdomsuddannelse eller i job.
  • FGU har både løbende optag på basisforløbene, samt faste hold med opstart i januar og august.

Læs mere om FGU på UVM’s hjemmeside

- TUR

facebook twitter