En julehilsen fra TURs sekretariatschef Mogens Ellgaard-Cramer

21. december 2021

Med en stor tak for indsatsen i 2021 vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde i 2022.

Mogens _Julehilsen _komprimeret

Af Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef i TUR

Kære alle

Om ganske kort tid lader vi hverdagen vige til fordel for julegodter og samvær med familie og venner. Og det trænger vi til, for 2021 har været et travlt år.

Hos TUR har vi budt velkommen til en række nye medarbejdere i løbet af året – en administrationschef, kommunikationskonsulent, praktikpladskonsulent, uddannelseskonsulent og en projektkonsulent. Det vidner om, at vi har mange opgaver, der skal løftes.

Vi har i løbet af året holdt en lang række konference og kurser, og vi har deltaget på en række af messer. I sensommeren deltog vi både til brobygningskonkurrencen ”Verdens Vildeste Brobyggere” på Engholmene, og vi havde stand på ”Transport 2021” i Herning.

I efteråret inviterede vi skolerne indenfor til RKV-konference, hvor vi underviste i, hvordan man kan bruge RKV’en aktivt. Vi inviterede også undervisere og planlæggere indenfor til GF2-konference, hvor vi bidrog med viden og ideer til, hvordan man på skolerne kan forestå undervisning og afsluttende prøver på GF2.

Endelig publicerede vi i november en større frafaldsanalyse, som anviser 17 forskellige indsatsområder, som kan bruges til at holde frafald på Transporterhvervets Uddannelser nede.

En udfordrende tid
Covid-19 ændrede også drastisk vores hverdag her mod slutningen af året. Ligesom vi netop var vendt tilbage i vores faste rammer, vendte det hele på hovedet igen. Men det kickstartede også en opfindsomhed og omstillingsparathed ude på skolerne, som har kunne fortælle om mange løsninger og gode initiativer til at forsætte det gode arbejde. Tak for det!

Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak til vores ejere - arbejdsmarkedets parter - for det store arbejde, I har lagt i TUR. Jeres engagement, støtte og sparring er afgørende for vores arbejde og den videre udvikling af uddannelserne.

Spændende tid i sigte
Det nye år byder på mange spændende projekter. Hos TUR har vi en forventning om, at mange af vores AUB-projekter igen vil blive godkendt. Her vil jeg kun kort nævne nogle få: Lærepladsformidlingen, ambassadørkorpset, Transportmessen og DM i Skills.

Det er mange store opgaver, der venter i 2022, og kun fordi vi i branchen er mange, der står sammen, lykkes vi med at skabe forandringer.

Men for nu er det tid til at trække stikket ud til en velfortjent juleferie. Jeg ser frem til at tage fat på arbejdet sammen med jer igen på den anden side af årsskiftet.


- Mogens Ellgaard-Cramer

facebook twitter