Succesfuld GF2-konference afholdt den 13. og 14. oktober

20. oktober 2021

21 undervisere fordelt fra landets grundforløbsskoler inden for transport og logistik har netop deltaget på denne første i rækken af i alt to grundforløbskonferencer, som blev en stor succes.

 GF2-konference _komprimeret

Den 13. og 14. oktober mødtes 21 undervisere fra landets grundforløbsskoler inden for transport og logistik til den første i rækken af i alt to grundforløbskonferencer. Konferencen var en stor succes, og TUR glæder sig til at byde velkommen til den næste konference, som afvikles den 2. og 3. november 2021, hvor der stadig er få ledige pladser.

Øvelser og input til ændring af bekendtgørelserne

På konferencens første dag blev de generelle betingelser for erhvervsuddannelserne gennemgået, herunder uddrag fra lov om erhvervsuddannelser, bekendtgørelse om erhvervsuddannelser samt de respektive uddannelsesbekendtgørelser.

Uddannelsesbekendtgørelserne var særligt i fokus. Det skyldes, at de fra den 1. august 2022 skal forenkles i deres beskrivelsesform og fremover kun beskrive kompetencemål. På nuværende tidspunkt beskrives de kompetencer, som eleverne skal have efter endt grundforløb som over-gangskompetencer til hovedforløb. 

Denne ændring fik underviserne til opgave at arbejde praktisk med, således at der var mulighed for at præge de kompetencemål, der fremover skal være beskrevet i uddannelsesbekendtgørelserne.

Herudover blev det uddannelsesspecifikke fag drøftet igennem, og det skete på baggrund heraf en stor erfaringsudveksling blandt deltagerne. Mange fik gode ideer med sig hjem, som de senere vil kunne gøre anvendelse af i deres undervisning.

Besøg af Nagel-Liller og Børne- og Undervisningsministeriet

På afslutningen af konferencens første dag var der besøg fra virksomheden Nagel-Liller ved Finn Hansen, som bl.a. fortalte om virksomheden, deres procedure ved ansættelse af lærlinge og deres forventninger til lærlinge – både de personlige og faglige kompetencer.

Dag to på konferencen startede med oplæg fra fagkonsulent Martin Havgaard Seehagen fra Børne- og Undervisningsministeriet. Martin fortalte kort om den nye forenklede Lup beskrivelse, samt lagde op til et gruppearbejde om den nationale skabelon for grundforløbsprøven på de respektive uddannelsesforløb.

Konferencen afsluttedes med oplæg fra forlagschef Christian Hall, der kort fortalte om TUR Forlag samt generede ideer til, på hvilke områder TUR Forlag i fremtiden kan lave understøttende undervisningsmaterialer til grundforløbet på transport og logistik.

Materialer fra konference bliver snarest muligt fremsendt til deltagerne.

- TUR

Tilmeld dig GF2-konferencen den 2. og 3. november 2021.

facebook twitter