Kontorelev med speciale i administration til Transporterhvervets Uddannelser

28. september 2021

Transporterhvervets Uddannelser (TUR) søger en kontorelev med speciale i administration. Hos os er der gode muligheder for personlig og faglig udvikling, og du vil blive tilknyttet en elevansvarlig, der kan give dig sparring og støtte hele vejen igennem din uddannelse.

Kontorelev _Komprimeret

Foto: Colourbox

Om stillingen
Som kontorelev vil du sammen med vores uddannelsessekretærer være med til at informere og servicere arbejdsmarkedets parter, AMU-Center og erhvervsskoler, der udbyder transportuddannelserne. I denne forbindelse vil du få mulighed for at prøve dig selv af i en bred vifte af administrative opgaver, som oprettelse af svendeprøvehold, registrering af skolebeviser, udstede svendebreve, håndtere godkendelse af virksomheder, samt arbejde med ministeriets systemer.

Du bliver en del af en spændende organisation og kommer til at få en all-around indsigt i arbejdet i de forskellige afdelinger, der håndterer og udvikler alt fra indhold til sociale medier og nyhedsbreve til online testsystemer, VR-briller, budgetføring og projektledelse.
Dit primære fokus er det administrative arbejde, men det forventes også, at du sammen med kollegaer deltager i konferencer, messer og andre uddannelsesaktiviteter.

Hvem er du?
Som kontorelev lægger vi vægt på, at:
• du brænder for administrative opgaver.
• du er grundig, detaljeorienteret og systematisk.
• du er selvstændig, effektiv og kan lide at få ting fra hånden.
• du er serviceminded og vil gerne blive god til at kommunikere med forskellige typer mennesker, både på telefon og mail.
• du er interesseret i at arbejde i en mindre virksomhed med et travlt kontormiljø, hvor vi i fællesskab planlægger vores opgaver, samt sikrer, at procedurer og bestemmelser overholdes.
• du møder ind med en positiv indstilling, viser dit engagement og er interesseret i at lære nyt.
• du har bestået et grundforløb dvs. en uddannelse fra en handelsskole som fx EUX eller EUS.

Vi tilbyder
Du får 22 engagerede kollegaer, der sætter pris på det gode samarbejde på tværs af afdelingerne om at løfte opgaverne i sekretariatet. Herudover får du en arbejdsplads, hvor der er fokus på faglighed og frihed under ansvar, og som er placeret i et fælles og åbent kontormiljø i det centrale København tæt på hovedbanegården.

Hvem er vi?
TUR er det faglige udvalg og efteruddannelsesudvalg inden for transporterhvervets uddannelser, som fastsætter mål og rammer for arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelser, samt udvikler fremtidssikrede uddannelser til transportbranchen. TUR er en interesseorganisation, som ejes af arbejdsgiverforeninger og fagforbund inden for transportbranchen, der har til formål at varetage transporterhvervets uddannelsesmæssige interesse over for de offentlige uddannelsessystemer.
Læs mere om os: /om-tur/

Ansøgningen
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til elevansvarlig sekretariatschef Mogens Ellgaard-Cramer på 81 45 45 19 eller uddannelsessekretær Heidi Christiane Christensen på 81 45 45 17.

Søg stillingen ved at sende din ansøgning og CV til mc@tur.dk senest 7. november 2021

Tiltrædelse
Stillingen er fra februar 2022.

- TUR

 

facebook twitter