Transportlærlinge søges til TURs ambassadørkorps

18. august 2022

TUR søger netop nu lærlinge til transportuddannelsernes ambassadørkorps og har brug for hjælp fra skolerne til at finde de rette kandidater.

Nyhedsformat 500x 320 (39)

Ambassadørindsatsen 2022/2023 er netop sparket i gang, og TUR er i fuld gang med at rekruttere engagerede transportlærlinge til korpset, som det næste års tid skal agere transportuddannelsernes ansigt udadtil.

For at løfte opgaven har TUR brug for skolernes hjælp til at finde de rette kandidater, der ikke kun besidder de rette kompetencer til at klare opgaven, men også har lyst til at gå forrest.

Kort om ambassadørkorpset
Ambassadørholdet løber fra oktober 2022 til oktober 2023, hvor et hold bestående af ca. 10 lærlinge skal repræsentere transportuddannelserne på TURs sociale mediekanaler. Herudover skal ambassadørerne løbende besøge grundskoler rundt om i landet, hvor de skal holde oplæg for unge om deres vej ind i transportbranchen.  

TUR klæder selvfølgelig ambassadørerne godt på til at kunne varetage opgaven.

Hvad kræves det af eleverne?
For at blive en god ambassadør, er det vigtigt, at eleverne har lyst til at dele ud af erfaringer og oplevelser fra sin skole eller arbejdsplads. Herudover er det vigtigt, at de:

  • er stolte af deres uddannelsesvalg
  • har gåpåmod
  • ikke er bange for at optræde på de sociale medier og foran forsamlinger

Hvad siger ambassadørerne selv?

TUR har lavet en rekrutteringsfilm med tidligere ambassadører i korpset, der fortæller om, hvorfor de synes, det er fedt at være ambassadører for transportuddannelserne. Se filmen her

Ansøgning

Ser du dig selv som en god ambassadør eller kender du en elev, som bør være med på holdet, så send gerne et par ord om dig selv eller din elev i en mail til projektmedarbejder Christina Mie Pedersen på tlf.: 81454501 eller mail: cp@tur.dk.

TUR ønsker at sammensætte et ambassadørhold bestående af elever fra forskellige skoler og med forskellige baggrunde – herunder specialer – og vi opfordrer derfor stærkt til, at alle skoler byder ind med mulige kandidater.

-  TUR

facebook twitter