Buselever kan nu også begynde på kørekort B på grundforløb 2

5. oktober 2022

Børne- og undervisningsministeren har godkendt TURs ansøgning om at udvide det nationale forsøg med kørekortundervisning. 

Buselever kan nu også begynde på kørekort B på grundforløb 2

Skoler med godkendelse til erhvervsuddannelsen i Kollektiv trafik vil få invitation fra ministeriet til at deltage i en forsøgsordning, så elever allerede kan begynde på kørekort B, mens de er i gang med grundforløb 2.

Forsøget indebærer, at elever allerede kan begynde at tage kørekort til personbil, mens de er i gang med grundforløb 2. Det kræver blot, at de får en uddannelsesaftale inden grundforløbet eller i løbet af grundforløbet.

Forsøget er en udvidelse af den forsøgsordning inden for bl.a. Lager- og Vejgodsuddannelserne, som skolerne kan benytte fra sommeren 2022. Forsøget kommer i forlængelse af de ændrede rammer omkring erhvervelse af kørekort til bus, hvor lærlinge i erhvervsuddannelsen til Kollektiv trafik kan erhverve kørekort D allerede som 18-årige.

- For TUR har det været vigtigt, at muligheden for at starte på kørekort B under grundforløb findes på alle de godkendte skoler. TUR har derfor stået bag en national ansøgning, som heldigvis blev imødekommet. Skolerne vil derefter blive invitereret af Børne- og Undervisningsministeriet til at deltage i forsøget, fortæller Jørgen Jæger, seniorkonsulent, TUR.

Gode nyheder
Formålet med forsøget er at gøre det mere attraktivt for virksomheder at indgå uddannelsesaftaler med elever uden kørekort og samtidig give incitament til tidligere indgåelse af uddannelsesaftale, end tilfældet er i dag. Jørgen Jæger fortæller:

- Hos TUR er vi glade for, at de fleste skoler har tilmeldt sig forsøget for elever bl.a. Lager- og terminaluddannelsen og Vejgodstransportuddannelsen. Vi håber selvfølgelig på samme opbakning fra de godkendte skoler inden for Kollektiv trafik.

- At eleverne/lærlingene kan starte på kørekort tidligere i deres uddannelsesforløb, vil være til gavn for både lærling og oplæringsvirksomhed. Forsøget vil forhåbentlig være med til at tiltrække flere elever til grundforløb samt skabe flere lærepladser. Både inden for vejgodstransport og kollektiv trafik mangler der arbejdskraft og flere lærlinge er en del af løsningen Så det er rigtig gode nyheder.

Stor interesse for forsøget
Forsøget inden for Kollektiv trafik gennemføres i perioden 1. januar 20233 til 31. juli 2025. Omkring det allerede igangværende forsøg meddeler skolerne, at der er interesse for den nye mulighed, og at de første elever er startet i august.

- TUR

facebook twitter