Nydimitterede elever fra Flexuddannelsen

5. juli 2023

En erhvervsrettet forsøgsuddannelse for unge med kognitivt handicap viser imponerende resultater. I juni bestod seks flex-elever deres eksamen og kan nu kalde sig lagermedarbejdere.

Eksamen - Terminal Ishøj Ved Eksamen

En stor dag for de unge afgangselever på Flexuddannelsen. Trods kognitivt handicap har de gennemført en uddannelse, opnået erhvervsrelevante kompetencer – og alle bestået deres afsluttende eksamen.

I perioden den 13. – 19. juni blev seks elever fejret på Flexuddannelsen, da de dimitterede efter veloverstået eksamen. Eleverne kan nu kalde sig lagermedarbejdere.

Eleverne har alle været tilmeldt Flexuddannelsen, som er en 2-årig erhvervsrettet forsøgsuddannelse for unge mellem 18-30 år med et kognitivt handicap, som f.eks. indlæringsvanskeligheder, ADHD og autisme.

Flexuddannelsen giver de unge mulighed for at prøve kræfter inden for køkken, detail, lager eller grøn service. Heriblandt er to af TURs uddannelsesområder, nemlig lagerarbejde i flere forskellige virksomheder og marktjeneste hos Københavns Lufthavn.

Glidende overgang til job eller virksomhedspraktik
Flexuddannelsen har haft samarbejdsaftale med Terminal Ishøj, hvor de seks elever på lagerområdet er blevet undervist af en flex-faglærer.

For at lette overgangen til job eller virksomhedspraktik har eleverne efter endt eksamen nu mulighed for at få vejledning fra Flexuddannelsen de næste tre måneder.

Ekstra optag på Flexuddannelsen 2023
Sammen med kommuner og virksomheder glæder Glad Fonden sig over, at de igen i 2023 kan byde nye elever velkommen på den 2-årige erhvervsrettede uddannelse til unge, der har afsluttet en STU.

Uddannelseschef Lene Timm fra Gladfonden udtaler:

”Et bredt politisk flertal har igen i 2023 bakket op om Flexuddannelsen, og vi påbegynder derfor nye uddannelseshold 16. august 2023. Det er vi selvfølgelig glade for. Der mangler dog lovgivning på området, som gør flexuddannelse permanent og dermed sikrer en glidende overgang fra flexuddannelse til fleksjob. Det håber vi selvfølgelig sker, så vi kan få flere unge med kognitivt handicap sikkert og effektivt ud på arbejdsmarkedet. Alt andet ville da være en skam”.

- TUR

Læs nyhedsbrev fra Flexuddannelsen

 

Flex Uddannelse - Lager -13

facebook twitter