Byd velkommen til vores nye uddannelseskonsulent

8. juni 2023

Anders Hiort Hansen tiltrådte den 1. juni som vores nye uddannelseskonsulent. Hos TUR er vi glade for at kunne byde velkommen til Anders, der medbringer en række værdifulde kompetencer inden for uddannelsesområdet.

Anders Redi


Anders er uddannet Cand.scient. i landskabsforvaltning fra Københavns Universitet og har flere års erfaring med ledelse, internationalisering og uddannelsesudvikling fra CBS og Industriens Uddannelser. En af hans spidskompetencer er at skabe læringsprocesser og omsætte koncepter til virkelighed, samtidig med at der tages højde for både interne og eksterne interessenters ønsker og behov.

Med otte års erfaring som chefkonsulent hos Industriens Uddannelser har Anders en god viden om og erfaring med at fastsætte mål og rammer for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser, og Anders har gennem årene opbygget solide relationer med forskellige uddannelsesinstitutioner, virksomheder og fagpersoner.

I den nye rolle som uddannelseskonsulent vil Anders fremover spille en central rolle i at styrke TURs uddannelsesindsats inden for BU personbefordring. Han vil i den kommende periode arbejde tæt sammen med vores erfarne uddannelseskonsulent Johnny Bengtson for at få indblik i opgaverne og sikre en glidende overgang til sin nye rolle.

Anders fortæller selv, at han har været spændt på at starte i sin nye stilling og få indsigt i sine arbejdsopgaver:

”Det er min klare opfattelse, at man hos TUR brænder for uddannelsesområdet, og jeg kan allerede mærke, at der er en høj faglighed hos mine kollegaer. Jeg har tidligere arbejdet med uddannelsesområdet for lastvognsmekanikere, som er dem, der reparerer busserne. Nu skal jeg arbejde med dem, som sidder i førerhuset. Det glæder jeg mig enormt meget til”.

Anders er allerede faldet godt til hos TUR, og han understreger, at han ser frem til at møde skolerne, virksomhederne og parterne - og blive en del af de kommende projekter.

TUR har i Anders fået en dedikeret medarbejder, der sætter en ære i at følge opgaverne helt til dørs og levere en høj kvalitet, og vi glæder os til et værdifuldt samarbejde.

- TUR

facebook twitter