Verdens Vildeste Brobyggere skal få flere unge ind på erhvervsuddannelserne

25. maj 2023

TUR er med igen i år til Verdens Vildeste Brobyggere, hvor transporten for første gang en del af konkurrencen på brobygningsdagen.

Redi

Foto: Claus Fisker

Fredag den 2. juni 2023 skal 37 unge elever, studerende og lærlinge inden for transport- og byggebranchen på syv timer bygge tre broer i beton, stål og træ med et spænd på 12 meter over C.W. Obels Kanal i Aalborg.

Det sker foran tusindvis af mennesker, når foreningen Verdens Vildeste Brobyggere for tredje gang afholder deres brobygning, uddannelsesmesse og folkefest i én. TUR er partner i projektet og med igen i år til at sætte fokus på transportuddannelserne:

”Verdens Vildeste Brobyggere er et unikt brobygningsprojekt, som viser det særlige og fantastiske ved erhvervsuddannelserne. Her er det de unge lærlinge, der er i fokus, og de har en unik chance for at vise, hvad de kan med deres hænder i stedet for at fortælle om det. I år er transporten en del af konkurrencedagen, og det ser vi selvfølgelig frem til. Uden transport ville det nemlig ikke kunne lade sig gøre at bygge en bro”, Mogens Ellgaard-Cramer, sekretariatschef, TUR.

Besøg TUR i uddannelsesområdet

TUR har bod i uddannelsesområdet, hvor vi sammen med en række andre uddannelsesinstitutioner og virksomheder står klar til at fortælle om erhvervsuddannelserne. Med os har vi som altid en række spændende konkurrencer, samt ambassadører fra TURs ambassadørkorps, som glæder sig til at fortælle om deres erhverv.

Folkefest med kendte værter og musikartister

Josefine Høgh og Johannes Matzen er dagens værter til arrangementet, hvor flere kendte musikere i løbet af dagen skal spille på den store scene på græsplænen. På plakaten finder du bl.a. HØKER, MEKDES og Kristoffer Lundholm. Der er derfor lagt op til den helt store folkefest med aktiviteter for hele familien.

Kom og deltag i festlighederne, og støt op om de dygtige lærlinge.

- TUR


Læs mere om Verdens Vildeste Brobyggere og se det fulde program her!

facebook twitter