Ny kampagne: Chaufførmangel

15. marts 2023

Dansk PersonTransport (DPT) står bag en kampagne i samarbejde med Transporterhvervets Uddannelser (TUR) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) for at få flere buschauffører til branchen.

Mangel Paa Chauffoere

Chaufførmangel er en realitet, og mange brancher leder efter kvalificerede medarbejdere, som kan sætte sig bag rattet og sikre transport af byggematerialer, medicin såvel som mennesker, der skal fra A til B. Dette gælder også busbranchen, som mangler chauffører til kollektiv trafik og til turistbuskørsel.

Dansk PersonTransport (DPT), Transporterhvervets Uddannelser (TUR) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har i samarbejde sendt et spørgeskema ud til vognmænd inden for turistkørsel, rutekørsel og minibusser/offentlig kørsel. Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen peger på, at der pt i 2023 er 850 ledige stillinger til buschauffører.

Fokus på at finde erfarne medarbejdere

På baggrund af undersøgelsen har STAR og de lokale jobcentre og a-kasser rundt om i landet indledt et samarbejde for at finde relevante kandidater, som kan tiltræde som buschauffør.

En del af samarbejdet mellem STAR, jobcenterne og a-kasserne går også ud på at se, om der er folk i andre brancher, som ønsker at blive buschauffør, men som mangler førerbeviser, certifikater eller anden videreuddannelse. Formålet er at blive bedre til at matche de lokale kandidater med de lokale transportvirksomheder.

De unge skal også tiltrækkes branchen

Udover indsatsen med at finde konkrete kandidater til virksomhederne, så har samarbejdet også fokus på bedre tiltrækning af unge til erhvervsuddannelserne og busbranchen – f.eks. som faglært buschauffør i kollektiv trafik eller turistbuschauffør.

Her har Dansk PersonTransport sammen med TUR blandt andet udarbejdet informationsmateriale målrettet til vejlederne på FGU, UU-centrene og jobcentrene, som klart beskriver mulighederne for unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse og blive faglært buschauffør. Samtidig er der sat gang i kontakt til skolerne og jobcentrene for at få flere kandidater til uddannelsen.

 

- TUR

facebook twitter