Nyhedsbillede Skabelon
  • AD2Anne Dorthe Søe Mikkelsen
  • 9. apr 2025

En gevinst for økonomien og klimaet: Nu får de syv-akslede to tons ekstra

Mere gods per lastbil er en god forretning for både den enkelte vognmand, klimaet og samfundet. Derfor bliver det fremover tilladt at køre med endnu mere gods på 7-akslede lastbiler.

Der er nu, efter lang tids venten fra branchen, blevet truffet en politisk beslutning om at forhøje totalvægten på de tunge vogntog med to ton.

 

Totalvægten for 7-akslede vogntog øges til 58 tons fra 1. januar 2027. Samtidig øges den maksimale højde til 4,2 meter.

 

De syvakslede vogntog flytter ca. 60 procent af alt gods i Danmark. Dermed kan de bidrage mest til reduktionen i CO2 udledningen, når man hæver deres totalvægt.

 

Mere fleksibilitet

 

Transportminister Thomas Danielsen (V) er stolt over, at forhøjelsen af vægtgrænsen sker, mens han er transportminister.

 

''Vi skruer på alle de håndtag, vi har for at gøre det nemmere og fleksibelt at fragte gods i Danmark. Nu tillader vi, at 7-akslede lastbiler kan køre med to tons ekstra gods, så godstransporten effektiviseres,'' siger transportminister Thomas Danielsen i en pressemeddelelse. 

 

''Med længere lastbiler, der kan køre med flere kilo, og den enkelte chauffør kan levere flere varer - og det giver gevinster både for økonomien og for klimaet.''

 

Millionbesparelser for transportbranchen

 

Forøgelsen af vægtgrænsen for 7-akslede lastbiler vil medføre et øget slid på vejene, som finansieres af restmidler fra aftalen om km-afgift for lastbiler. I den aftale blev det besluttet at kompensere erhvervet blandt andet med ændringer i de nationale regler om vægt og dimensioner for lastbiler.

 

Den 1. januar 2024 trådte de første 11 tiltag i kraft. Den 1. januar 2027 træder de to sidste tiltag i kraft: Udover vægtforøgelsen for 7-akslede vogntog bliver lastbilers maksimale højde øget til 4,2 meter. Det er til glæde ikke mindst for autotransport-branchen.

 

Det vurderes, at de to sidste tiltag vil bidrage med besparelser for transportbranchen i omegnen af 500 millioner kroner årligt, når omstillingen er fuldt indfaset, oplyser Transportministeriet.