Status fra TUR på arbejdet med EUD reformen

30. juni 2014

Som et led i EUD reformen er de faglige udvalg for erhvervsuddannelserne i fuld gang med at fastlægge nye overgangskrav fra grundforløb til hovedforløb. TUR har nedenfor udarbejdet en status omkring processen frem til nu.

Undervisningsministeriet har pålagt de faglige udvalg at fastlægge mål for elevernes viden, færdigheder, grundfag og certifikater i de enkelte erhvervsuddannelsers grundforløb. Fristen for dette var fredag den 13. juni. Efterfølgende er der holdt en række møde med Undervisningsministeriet omkring udvalgenes indmeldinger.

Viden, færdigheder og kompetencer
De faglige udvalg skal beskrive, hvilken grundlæggende viden eleverne skal erhverve på udvalgte områder inden for et erhvervs- eller fagområde. Udvalgene skal desuden beskrive de færdigheder, som eleverne skal erhverve gennem skolernes undervisning. Eleverne skal kunne anvende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter.

Skolen opretter derefter et uddannelsesspecifikt fag. Faget skal beskrive de kompetencer (viden, metoder og processer), som eleven skal lære i den pågældende uddannelses grundforløb (del 2). Faget skal danne grundlag for, at eleven kan opnå det grundlæggende niveau af viden og færdigheder, som det faglige udvalg har fastsat som overgangskrav til hovedforløbet.

TURs beskrivelse af viden, færdigheder og kompetencer
Den beskrivelse, TUR har lavet af viden og færdigheder, svarer til grundforløbskompetencebeskrivelserne inden for de enkelte uddannelsesområder. Det svarer dermed stort set til det beskrivelsessystem, der findes i dag - dog er der mere præcise kompetencebeskrivelser. TUR har ikke beskrevet færdighederne på en måde, som fastlægger i detaljer, hvordan skolernes undervisning skal gennemføres.

Grundfag og certifikater
TUR har til alle grundforløb valgt naturfag på niveau F (lavest muligt niveau) samt informationsteknologi på niveau F - begge uden krav om beståelse.

TUR har desuden valgt, at dansk på niveau F, uden krav om beståelse, bliver et overgangskrav. Elever på 1. del af grundforløbet skal have dansk på niveau E, hvilket svarer til 10. klasses niveau - tidligere kendt som FUA (folkeskolens udvidede afgangsprøve).

Dette er analogt med situationen fra 1990 frem mod 2008, hvor dansk, naturfag og IT var grundfag på grundforløbet - uden krav om beståelse.

TUR bibeholder GT, førstehjælp og elementær brandbekæmpelse på nuværende niveau.

TURs model for ensartede grundforløb
TUR har samme beskrivelse af grundforløbskompetencer til i alt fem uddannelser: Vejgods, Lager, Havn- og terminal, Lufthavn og Togklargøring. Det betyder, at eleverne skal undervises i de samme emner på de fem grundforløb. I de forskellige grundforløb skal emnerne dog fagtones, så eleverne klart kan se deres uddannelsesvalg i grundforløbsundervisning og –prøve.

De fem uddannelser med ensartet grundforløb vil give adgang til alle fem hovedforløb. Det vil f.eks. sige, at alle elever, der har valgt et af de fem ensartede grundforløb, automatisk har adgang til SKP (skolepraktik Lager). Vi får dermed en reel uddannelsesgaranti. Eleverne kan løbende søge væk fra SKP og over i f.eks. et vejgodschauffør-forløb. Desuden kan virksomheder inden for en af de små uddannelser uden yderlige tiltag kan skrive uddannelsesaftale med en af disse elever. F.eks. kan Billund Lufthavn skrive uddannelsesaftale indenfor EUD Lufthavn med en elev, som har gennemført grundforløb inden for lager i Fredericia.

Personbefordring bør ikke indeholde GT, og får derfor en selvstændig beskrivelse. På redderuddannelsen har man bl.a. højere niveau i førstehjælp samt faget ”Vejen som arbejdsplads”, hvilket også adskiller dette uddannelsesområde fra et fælles grundforløb.

-TUR

 

 

 

 

 

 

facebook twitter