DM i Skills

30. september 2014

Introdage på regionens erhvervsskoler skal øge de unges interesse for at tage en erhvervsuddannelse.

skills

Over 13.000 elever fra grundskoler i hovedstadsregionen har i perioden fra 18. august til 26. september, hvor hovedstadsregionen afholder introdage, fået lejlighed til at vurdere om, det kunne være noget for dem at tage en af de over 100 forskellige erhvervsuddannelser.

I løbet af en introdag vil de unge både få en generel introduktion til erhvervsuddannelserne og opleve, hvad det vil sige at gå på skolen. De vil møde virtuelle rollemodeller, som vha. app til smartphones træder ud af lærredet og fortæller de unge om livet som elev på en erhvervsuddannelse. Derudover vil der også være de indledende runder til den såkaldte Skills Stafet, hvor de unge skal dyste i tremands-hold i praktiske færdigheder, så som at lægge flisegulv eller samle en vandlås på tid.

Opvarmning til DM i Skills
Vinderne af stafetten skal mødes med hold fra resten af Danmark, når finalen bliver afholdt i forbindelse med DM i Skills i Bella Center på Amager den 8.-10. januar 2015. DM i Skills er de årlige danmarksmesterskaber i håndværksfag, hvor elever kæmper om at blive de bedste i deres fag. Værtsskabet går på skift, og i år er Region Hovedstaden, Københavns Kommune og erhvervsskoler i regionen gået sammen med organisationen SkillsDenmark om at afholde DM i Skills.

Cargo Cup på DM i Skills
Transportuddannelserne vil være repræsenteret ved DM i Skills som demonstrationsfag. De besøgende kan derfor også blive klogere på, hvilke muligheder en uddannelse inden for transport kan tilbyde. F.eks. løber det endelige opgør i Cargo Cup af stablen til DM i Skills - Cargo Cup er folkeskolelevernes dyst i transportspillet Cargo Dynasty, hvor de dygtigste udtages og går videre til DM i Skills i løbet af efteråret 2014. På transportstanden vil man også kunne få et indblik i chauffør-, lager og redderuddannelserne.

Fakta – Skills stafetten

  • 13.600 elever fra 8. klasser i hovedstadsregionen dyster i praktiske færdigheder i Skills Stafetten.
  • Skills Stafetten løber af stablen ved 200 introdage på regionens erhvervsskoler fra 18. august til 26. september 2014.
  • De bedste hold fra hele landet konkurrerer i finalen, der afholdes 9. januar 2015 i Bellacentret som en del af DM i Skills, hvor erhvervsuddannelseselever fra hele landet kæmper om at blive den bedste inden for deres fag.
  • DM i Skills, introdagene og Skills Stafetten arrangeres af SkillsDenmark, Region Hovedstaden og Københavns Kommune i samarbejde med regionens erhvervsskoler, UU-centre, kommuner og grundskoler.

DM i Skills

  • DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne.
  • Omkring 260 unge deltager og de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
  • Næste DM i Skills finder sted den 8.-10. januar 2015 i Bella Center i København, hvor der forventes omkring 50.000 besøgende.
  • DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen - heriblandt grundskoleelever - erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder

-TUR

 

 

 

 

 

facebook twitter

Nyheder

Nyhedsbrev - udgives hver fredag