EU-efteruddannelse på tysk

28. september 2018

AMU JUUL gennemfører EU-efteruddannelse på tysk med to hold i oktober.

EU-efteruddannelse Paa Tysk

Der er løbende efterspørgsel på afholdelse af uddannelser på andre sprog end dansk. Hos AMU JUUL oplever de en stigning i denne efterspørgsel, og på det seneste et akut behov for at afholde EU-efteruddannelsen på tysk. Derfor har de nu oprettet to hold i efteråret.

Mange overvejelser
Opgaven med at oversætte alt materiale og forberede faglærere og kørelærere er et krævende arbejde. Der har derfor været mange overvejelser ind over, inden skolen besluttede at påbegynde processen med at udbyde den lovpligtige efteruddannelse på tysk.

- Vi fik en henvendelse fra en stor kunde med 18 tysktalende chauffører, der skal afslutte EU-efteruddannelsen i efteråret, og vi kender også til en lignende udfordring hos en stor vognmand på Fyn. Det var et stort arbejde, men med de to kunder har vi jo et grundlag for de fremmedsproglige uddannelser og det er også derfor, vi har valgt at prøve det af, siger Søs Hørup Hølmer, salgschef hos AMU JUUL.

Fremmedsprog fremover
- Grundlaget for EU-efteruddannelsen på andre sprog er der, men hvor stort potentialet er må afsløre sig efterhånden. Disse to kurser er startskuddet. Vi har lagt et stort arbejde i oversættelsen og på den måde åbner vi en lem. Vi håndterer flere og flere, der taler andre sprog, så det kan godt tænkes, at vi vil arbejde videre i det spor, siger Søs Hørup Hølmer.

Der er stadig ledige pladser på de to oprettede hold i uge 40 og 43. Skolen vurderer løbende, om der er behov for at oprette flere hold, og om der er behov for forløb på andre sprog.

- TUR

facebook twitter