Skills 2019 er skudt i gang

4. april 2019

I Næstved er Skills-dørene åbnet for, at de besøgende kan komme tæt på erhvervsuddannelserne og deres lærlinge. TUR har sæder klar i flere forskellige simulatorer.

 Skills -2019-er -skudt -i -gang
De stolte transportlærlinge præsenterede deres fag under indmarchen.

Næstved Arena huser DM i Skills fra den 4. til 6. april, hvor landets dygtigste lærlinge dyster om at være de bedste inden for deres fag. DM i Skills er et vigtigt arrangement, for folkeskoleeleverne skal introduceres til erhvervsuddannelserne på en anden måde end som et slide på tavlen, mener undervisningsminister Merete Riisager:

- Vi har brug for nogle, der dykker ned i fagene, og som ikke bare får gode karakterer, men som også får karakter – og det er nemlig noget andet.

Transport viser, hvad de kan
Transportuddannelserne er igen i år repræsenteret med en stand, hvor de besøgende kan komme tæt på livet som transportlærling og selv prøve at være i førersædet.

På TURs stand kan man møde unge transportlærlinge, som står klar til at besvare spørgsmål og fortælle deres historie om, hvorfor de har valgt en transportuddannelse.

Derudover byder transportuddannelsernes stand på en ambulance, som er udlånt af Esnord, hvor ambulancebehandlerelever fortæller om uddannelsen og inddrager de besøgende i førstehjælpsøvelser.

”Vi har brug for alt det, I kan”
Undervisningsminister Merete Riisager åbnede ballet med en åbningstale, der satte fokus på, hvor vigtigt erhvervsuddannelserne er for vores samfund:

- Vi har brug for alt det, I kan, både faget og det I tager med jer af positiv ånd. Det er noget af det, vores land er bygget på, det er noget af det, der gør os til dem, vi er … Danmark har brug for jer, sluttede Merete Riisager af og åbnede dermed DM i Skills 2019.

- TUR

 

Følg med live
Hvis man ikke har mulighed for at tage turen til Næstved, kan man streame afslutningsceremonien live lørdag d. 6. april kl. 14:00. Og er man ærgerlig over at være gået glip af åbningsceremonien, kan man også se (eller gense) den.

Find live-streamet her

facebook twitter