Uddannelse til ambulancebehandler giver stort uddannelsesløft

14. november 2019

Med den nye ambulancebehandleruddannelse har uddannelsesniveauet fået et nøk opad.

 Ny Ambulancebehandleruddannelser Giver Uddannelsesløft

1. januar 2019 blev der taget fat på at uddanne de første elever på den nyudviklede ambulancebehandleruddannelse. Samtidig blev erhvervsuddannelsen til redder, som tidligere var vejen ind i branchen, nedlagt.

Baggrunden for den nye ambulancebehandleruddannelse bunder i ønsker og krav om at hæve niveauet for ambulancepersonalet fortæller Grethe Gad, afdelingschef hos Rybners Rescue Center i Esbjerg, som er én ud af to skoler i Danmark, der kan udbyde uddannelsen:

- Det var et ønske både fra regionerne, arbejdsgivere og arbejdstagere. De krav, der stilles i ambulancetjenesten i dag, er så store, at man har brug for at hæve basisniveauet. Om en halv snes år vil samtlige medarbejdere i ambulancetjenesten minimum have niveau som behandlere.

Vigtigste forandringer i uddannelsen
De vigtigste forandringer i uddannelsen er især niveauet, som har fået et nøk opad.

- Først og fremmest er den blevet væsentligt længere. Der er bygget 14 måneder på, så uddannelsen nu varer tre år og syv måneder, og der er tilmed taget nogle beredskabsfaglige elementer ud. Til gengæld er det sundhedsfaglige niveau væsentligt højere. Områder som farmakologi, anatomi, fysiologi, sygdomslære med videre er styrket markant, siger Grethe Gad, som også fortæller, at skolen har haft ekstraordinært travlt op til årsskiftet for at blive klar med uddannelsen:

- Når sommerferie samt jul og nytår fratrækkes, var der blot en håndfuld måneder til at forberede opstart af den nye uddannelse pr. 1. januar 2019. Der skulle blandt andet fastlægges indhold i de nye moduler, laves samarbejde med de lokale UC’er (University College) om den sundhedsfaglige undervisning, lærerkræfterne skulle opkvalificeres, og der skulle skabes merituddannelser til nuværende ambulanceassistenter. Sideløbende skulle vi naturligvis også køre den almindelige redderuddannelse, så der har været pres på.

”Det er fedt, at det er udfordrende”
Mathias Winther fra Responce i Horsens og Stephanie Knopper fra Falck Lemvig er begge elever på det andet hold af merit-elever hos Rybners i Esbjerg. Om alt går vel, kan de begge bryste sig af at være nogle af de første ambulancebehandlere uddannet under den nye bekendtgørelse.

Fordi de blev uddannet ambulanceassistenter mellem 2008 og 2016, kan de ”nøjes” med merit-uddannelsen på knap 10 måneders varighed.

- Det er fedt, at det er udfordrende. Det er godt for faget, og det kan kun være positivt. Jo mere vi lærer, jo bedre bliver vi ude i felten, understreger de.

Vigtig vekselvirkning mellem teori og praktik
Mathias Winther og Stephanie Knopper er glade for, at vekselvirkningen mellem teori og praktik er bevaret.
Både på skolen – hvor der skiftes mellem klasseundervisning og praktiske cases – og i vekselvirkningen mellem skoleperioder og praktik ”ude i virkeligheden”.

- Langt de fleste af os er praktikere. Vi skal have tingene i hænderne og opleve dem i praksis, før teorien rigtig bundfælder sig, fortæller de.

- TUR

Læs mere om ambulancebehandleruddannelsen

Læs mere om Rybners Rescue Center Danmark 

 

 

 

 

 

 

 

 

facebook twitter