FGU-elever kom tæt på transportfaget

19. maj 2022

Eleverne på FGU Østjylland blev klogere på transportuddannelserne som en vej for dem, og de fik selv lov til at prøve kræfter med arbejdet som lastbilchauffør, da TUR Lærepladsformidling var på besøg i det østjyske.

Nyhedsformat 500x 320 (20)

FGU Østjylland havde inviteret TUR Lærepladsformidling til at holde oplæg om transportuddannelserne og hvilke kompetencer, der er en fordel i de forskellige jobtyper. Derfor stod 25 FGU-elever klar, da to store lastbiler trillede ind på FGU-skolens parkeringsplads i Randers.

Den ene lastbil tilhørte den 19-årige Emmelie, som til daglig er transportlærling i eksportvirksomheden Vendelbo Spedition og samtidig er ambassadør for transportuddannelserne. Hun inviterede FGU-eleverne op på ladet af sin lastbil. Her var der en række paller med øl samt surringsudstyr, så eleverne kunne prøve kræfter med surringsarbejde. Imens fortalte hun om, hvorfor hun elsker transportfaget, og hvordan hun i en alder af 17 år valgte chaufføruddannelsen og fandt en læreplads, hvor hun er den første kvindelige lærling. FGU-eleverne fik også lov til at hoppe ind i lastbilens førerhus, hvor Emmelie har indrettet sig, når hun triller ud på de lange strækninger over landegrænserne i Europa.

Den anden lastbil kom fra Job i transport-kampagnen. Lastbilens lad er lavet om til et showroom med bl.a. lastbilsimulator, så eleverne kunne sætte sig bag rattet og prøve at styre de kæmpe køretøjer i forskellige terræn.

Derudover holdt praktikpladskonsulenterne, Jan Larsen og Aage Brøndum, oplæg om alle erhvervsuddannelserne, som fører ind i transportbranchen. I oplægget viste de korte film, fortalte om flere af transportuddannelserne og svarede selvfølgelig på elevernes spørgsmål.

Pigerne blev bekræftet i deres interesse for chaufførfaget

Ifølge Henrik Valsted, som er underviser på transport hos FGU Østjylland, havde eleverne en god dag:

- Selvom eleverne allerede går på transport-linjen, var besøget med til at øge deres nysgerrighed på branchen. Nogle af pigerne blev bekræftet i, at chaufførfaget er noget for dem, fordi Emmelie (red. ambassadørlærlingen) var et klart eksempel på en kvinde i faget.

Book en lærling – gratis

TUR Lærepladsformidling er et initiativ under trepartsaftalen om at få flere lærlinge til erhvervsuddannelserne. Initiativet indeholder også konceptet ”book en lærling”, hvor man kan få en ambassadørlærling fra en af de forskellige transportuddannelser og en praktikpladskonsulent på besøg til at holde oplæg om uddannelserne ganske gratis.

- TUR

Book en lærling via dette link

facebook twitter