Stor tilslutning til havne- og terminalkonferencen i Esbjerg

9. april 2024

Den 21. marts 2024 var Esbjerg Havn vært for en imponerende havne- og terminalkonference, der kastede lys over den hastigt voksende nødvendighed af kompetenceudvikling blandt havne- og terminalarbejdere.Havn - Og Terminal

Konferencen tiltrak over 60 deltagere, der alle var samlet for at diskutere fremtidens arbejdskraft i branchen. Dagens program stod bl.a. på muligheder inden for den grønne omstilling, og på vigtigheden af stærk faglighed på havnene. Hos TUR Lærepladsformidling blev man begejstret over den store interesse:

"Det var fantastisk at se så mange deltagere. Det viser, at der er en stigende interesse i branchen for at følge med den grønne udvikling. Deltagernes engagement vidner om en vilje til at fremtidssikre branchen og ruste vores arbejdsstyrke til fremtidige udfordringer" udtaler Jan Larsen, Lærepladskonsulent hos TUR.

Konferencens omfattende program inkluderede præsentationer fra AMU Vest om uddannelsesplanlægning samt indlæg fra formanden for 3F Transport Esbjerg, Jakob Lykke. Paneldebatterne satte gang i en livlig diskussion om fremtidige udfordringer og muligheder inden for havne- og terminalarbejde.

Jan Larsen oplevede en stor entusiasme og engagement blandt deltagerne:

”Deltagerne stillede mange gode spørgsmål. Jeg håber, at de fik den inspiration, de søgte, og at de kan omsætte den til produktive handlinger".

Efter en dag med intensiv læring og debat, fortsatte deltagerne samtalen i mere afslappede omgivelser på Hotel Scandic. Her var der mulighed for at netværke og udvikle sin viden.

Konferencen var arrangeret af TUR Lærepladsformidling, Losseklubben af 1944 i Esbjerg, AMU Vest, og 3F Transport Esbjerg.

TUR lærepladsformidling og AMU Vest stiller sig fremover til rådighed for Havne og virksomheder som opererer på danske havne, samt organisationer, som ønsker at få mere information om uddannelsen som Havne- og Terminalarbejder.

Find kontaktinformationer på TUR Lærepladsformidling her.

- TUR

facebook twitter