Verdens største elektriske ringkran: Brancheudvalgsmøde med store oplevelser

29. februar 2024

Det gav minder til bogen, da brancheudvalget for Vejgodstransport og Kranføreruddannelsen besøgte Østerild testcenter – der bl.a. huser verdens største elektriske ringkran.

Kollage Af Verdens Største Kran

Ved Østerild testcenter i Vendsyssel er der ikke mangel på store oplevelser. Verdens største elektriske ringkran bruges nemlig til arbejde med nogle af verdens største havvindmøller. På testcenteret gennemgås havmøllerne med omfattende tests, målinger og justeringer, inden de endelig monteres ude i havet.

Denne præcisionsproces er afgørende for at sikre optimal ydeevne og pålidelighed i de kommende havvindmølleprojekter, og Østerild er i øjeblikket det eneste sted i verden, der er stort nok til at afprøve disse avancerede teknologier.

BMS’ imponerende elektriske ringkran spiller en stor rolle i testningen, da den med en løftekapacitet på hele 3000 ton, bruges til præcist at løfte og placere de massive havvindmøller på deres positioner i testcenteret, hvilket muliggør omfattende evalueringer af møllernes præstationer under realistiske forhold.

Besøget i Østerild testcenter gav brancheudvalget en enestående indsigt i den banebrydende teknologi, der driver udviklingen af havvindmøller. Det understregede også vigtigheden af den avancerede løfteteknik som BMS' elektriske ringkran kan fortage, og for de krav som seneste trends og innovationer kan stille til de kommende kranførere.

Brancheudvalget siger tak for rundvisning og indblik i det imponerende testcenter.

- TUR

facebook twitter