Ny måling fra Børne- og undervisningsministeriet viser stabil trivsel på erhvervsuddannelserne

20. marts 2024

Den årlige trivselsmåling fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at det er 95 pct. af eleverne på FGU’erne, der oplever høj trivsel på skolebænken. Den samme trivselsmåling er også gennemført for erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser. Her er trivslen stabil. 

Skole

Det er fjerde gang, der laves trivselsmålinger for FGU. Den nye trivselsmåling viser, at trivslen blandt eleverne i FGU i gennemsnit ligger på 3,8 på en skala fra 1 til 5. Her svarer 1 til lav trivsel og 5 til høj trivsel. Pelle Langkjær, som er næstformand i FGU Danmark, er positiv over den nye trivselsmåling.

”Det er rigtig positivt, at trivslen blandt vores elever er høj og stabil. Det er med til at understrege, at det store arbejde, der hver dag bliver lavet ude på FGU-skolerne, bærer frugt og at det gør en forskel for eleverne”, siger Pelle Langkjær.

Trivsel på ungdomsuddannelserne

Resultaterne fra trivselsmålingen viser også, at trivslen på de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne i 2023 også ligger stabilt sammenlignet med tidligere år. På erhvervsuddannelserne har eleverne en gennemsnitlig trivsel på 4,0. Det er på samme høje niveau som tidligere år.

Du kan se den nye trivselsmåling fra Børne- og Undervisningsministeriet her.

Stort trivselsprojekt hos FGU

Det er ikke tilfældigt, at der er høj trivsel blandt eleverne på FGU’erne – det er nemlig noget, der har været meget fokus på. I 2022 fik FGU Vestegnen og FGU Nord bl.a. 6 millioner kroner af EU’s Socialfond Plus og Region Hovedstaden til et 3-årigt trivselsprojekt for eleverne. Trivselsprojektet hedder ”På FGU er jeg velkommen i klubben – derfor kommer jeg”, og det er Morten Stouenberg, som er projektleder på det 3-årige projekt, der skal sikre, at der reageres, når elever udviser mistrivsel.

Ifølge Udvikling i Danmark – Erhvervsstyrelsen er formålet med projektet at udvikle indsatser, der skal øge trivslen og elevernes mentale sundhed i FGU. Dette skal bl.a. forebygge fravær og sikre at eleverne gennemfører deres uddannelse. Du kan læse mere om trivselsprojektet her.

-TUR

facebook twitter