TURs rollemodeller gør sig klar til DM i Skills 2024

14. marts 2024

TURs rollemodeller var mødt talstærkt op til TURs workshop om DM i Skills

Rollemodeller Til Workshop

Torsdag d. 7. marts var 10 af TURs rollemodeller samlet på et konferencecenter i Odense. Her skulle de blandt andet lære om præsentationsteknikker, om at overraske sit publikum og om det forestående DM i Skills. Det var altså både et blandet og et lærerigt program, der var på dagsordenen.

Mange funktioner og vigtig kontakt

TURs rollemodeller har flere forskellige funktioner, når de trækker i uniformen. Nogle af dem styrer Instagramprofilen MinTransportuddannelse, mens nogle af dem rejser rundt i landet og holder uddannelsesoplæg på FGU’er, efterskoler og folkeskoler. Læs mere om oplæggene og book en rollemodel her.

Derudover deltager de alle sammen, når TUR fremviser uddannelser og fortæller om transportbranchen på DM i Skills 2024. Rollemodellerne har en god mulighed for at inspirere unge mennesker med ung-til-ung kommunikation, og derfor er det også vigtigt, at de udnytter deres fulde potentiale, fortæller TURs lærepladskonsulent Aage Brøndum, der var med til at undervise rollemodellerne på workshoppen:

Vores rollemodeller er en rigtig god måde at komme i kontakt med andre unge på, og de er virkelig gode til det. På den her form for workshop kan de blive endnu bedre – og de kan inspirere hinanden, hjælpe med udfordringer og lære noget om, hvad der fungerer for andre” fortæller Aage Brøndum, der ofte er med rollemodellerne ude på skolerne, når de fortæller om uddannelser og inspirerer til fremtiden i Transportbranchen.

Find os på Skills!

Du kan møde alle vores rollemodeller i telt 1 (stand T1-360) på DM i Skills d. 17-20. april på Roskilde Dyreskueplads. Her kan du både høre om, hvorfor rollemodellerne elsker transportbranchen, du kan lære en masse om uddannelserne, og så kan du deltage i en masse konkurrencer og lege – hvor der er fede præmier på spil.

Både rollemodeller og TUR glæder sig til at se dig!

- TUR

Det nuværende hold af rollemodeller fra områderne lager, vejgods og personbefordring består af:

  • Magnus Tirsgaard, Godschauffør, JR Svebølle
  • Christoffer Gorm Christensen, Lager- og logistikoperatør, Saint-Gobain/Brødrene Dahl
  • Jonathan Wegner, Godschauffør, Postnord
  • Anne Wissing Frandsen, Godschauffør, Palle Holmegaard Transport
  • Jonas Ørum, Godschauffør, Forsvaret
  • Lasse Due, Buschauffør, Nobina Horsens
  • Rie Nielsen, Buschauffør, Umove Ringsted
  • Mille Damsgaard Drejer, Buschauffør, Nobina Horsens
  • Lonnie Skovlund Rasmussen, Godschauffør, Ancotrans
  • Alexander Lindum Karlsen, Godschauffør, Anders Lauritsen
  • Louise Engmarksgaard, Lager- og Logistikoperatør, Johnson Controls
  • Rozhbin Wakili, Godschauffør, Frede Andersen og Søn
  • Emmelie Carlsen, Godschauffør, Vendelbo Spedition
facebook twitter