Projekter

Analyse af kompetencekrav til renovationschauffører 

Formålet med analysen er at få afdækket kompetencekravene for renovationschauffører. Derudover analyseres behovet for etablering af nye arbejdsmarkedsuddannelser inden for brancheområdet. Konklusionerne beror på kvalitative interviews med renovatører og renovationschauffører om kompetencekrav eller -mangler både nu og i fremtiden. Herefter listes en række anbefalinger til kompetencer inden for de respektive kompetenceområder. 

Analysen er udarbejdet af MB Analyse på vegne af TUR, december 2019

 

Analyse af kompetenceefterspørgsel for havne –, lager – og terminalmedarbejdere

Analysen peger på hvilke nye kompetencer, virksomheder forventer, at tendenser vil have for medarbejdere, der beskæftiger sig med havn, lager og terminal de kommende fem år. Rapporten beror på en række primære kilder, bl.a. bygger rapporten på det nyere desk-research-studie ’Fremtidens transport, handel og logistik: Effekten af digital og teknologisk udvikling på beskæftigelsen af chauffører og la-germedarbejdere’ udarbejdet af Valcon A/S for Handels-, Transport- og Servicesektorens Kompetenceudviklingsfond i 2019. 

Analyserapporten er udarbejdet af Valcon A/S på vegne af TUR, oktober 2019

 

Analyse af kompetencekrav til taxi- og OST chauffører 

Analysen har til formål at klarlægge kompetencekravene til taxi- og OST (Offentlig Servicetrafik) chauffører samt at undersøge behovet for etablering og revidering af arbejdsmarkedsuddannelser inden for brancheområdet. Analysen belyser, hvordan branchen er blevet påvirket og har udviklet sig som konsekvens af den nye taxilov, der trådte i kraft pr. 1. januar 2018. Da loven har medbragt en omfattende liberalisering af erhvervsmæssig persontransport i mindre køretøjer, undersøger analysen også, hvilke udfordringer branchen møder, og hvilke tendenser branchen modarbejder i forhold til nye muligheder, som loven medfører. 

Analyserapporten er udarbejdet af MB Analyse for TUR, juni 2019

 

Analyse af FKB 2720 Redning

Analysen undersøger, om beskrivelserne af arbejdsindholdet inden for fire områder (ambulance, redning, autohjælp og patientbefordring) i FKB 2720 er tidssvarende, og om der stadig er et fællesskab mellem de fire områder. Analysen kortlægger relevansen i at bevare alle fire områder i én samlet FKB kontra opdeling i flere FKB’er.

Analysen er udarbejdet af Corina Roig fra Alumbra, marts 2019

 

Analyse af hvordan uddannelser for flygtninge/indvandrere gennemføres set i relation til senere deltagelse i regulære faglige AMU kurser

Analysen sætter fokus på, hvordan transportskolerne anvender mulighederne for at tilbyde og gennemføre uddannelser målrettet tosprogede, og i hvilket omfang de sikrer en dansksproglig opkvalificering gennem fælleskatalogets F/I kurser. Analysen tager udgangspunkt i de to uddannelser; Personbefordring med bus og Godstransport med lastbil, da de begge indeholder kørekortet til hhv. bus og lastbil og er adgangsgivende til at arbejde som ufaglært chauffører i hhv. bus- eller godstransportbranchen. 

Analyserapporten er udarbejdet af konsulent fra MB Analyse for TUR, december 2018

 

Evaluering af erfaringer med 6 ugers jobrettet uddannelse

Formålet med evalueringen har været at få afdækket erfaringerne med anvendelsen af 6 ugers jobrettet uddannelse inden for Transporterhvervets Uddannelser. Et væsentligt led i evalueringen har været at evaluere behov, struktur samt indholdet i de forskellige jobrettede uddannelser, således at evalueringen kan danne grundlag for eventuelle ændringer af uddannelserne fremadrettet. Evalueringen har desuden skullet pege på eventuelle behov for udvikling af nye jobrettede uddannelser målrettet ledige. Det har ligeledes været evalueringens formål at afdække eventuelle udfordringer for gennemførelse af de jobrettede uddannelser, der ikke kan gennemføres som én samlet uddannelsespakke på én skole. Endelig har evalueringen skullet belyse anvendelse af individuelle kompetencevurderinger inden deltagelse i de jobrettede uddannelser, samt mulighederne for at de jobrettede uddannelser kan være meritgivende i forhold til erhvervsuddannelserne.

Analyserapporten er udarbejdet af konsulenter fra Mærsk Nielsen HR for TUR, december 2016

 

Analyseprojektet AMU-kursuspakker målrettet jobprofiler indenfor vejgodstransport

Effektive godstransporter skaber økonomisk vækst i erhvervslivet. Danmark har derfor brug for et udviklingsorienteret godstransporterhverv. TUR har med denne analyse ønsket, at afdække, hvordan man kan identificerer de små målgrupper indenfor vejgodstransport, og hvilke kompetencer der er behov for hos denne målgruppe, samt at afdække af denne målgruppes uddannelsesbehov.

Formålet med analyseprojektet har været at få opbygget hensigtsmæssige AMU-kursuspakker målrettet specifikke jobprofiler inden for vejgodstransport. Derfor har analysen skullet afdække behov for udvikling og synliggørelse af nye AMU-kursuspakker. Igennem de sidste årtier har den hurtigt voksende teknologiske udvikling inden for teknologi, hjælpeudstyr og materiel på køretøjer, køreteknik, internationale regler osv. medført et stigende behov for løbende kompetenceudvikling af chauffører inden for vejgodstransport. Arbejdsmarkedsuddannelserne inden for vejgodstransportområdet er løbende blevet tilpasset de ændrede krav og behov. TUR oplever dog, at der er et behov for at få synliggjort AMU-kursuspakker, der kan bidrage til, at flere chauffører og godstransportvirksomheder får indsigt i mulighederne for at deltage i kursusforløb, der kan bidrage til en mere sammenhængende kompetenceudvikling af chaufførerne.

Analyserapporten er udarbejdet af konsulenter fra Mærsk Nielsen HR for TUR, december 2016

 

Analyse af kompetencekrav til turistbuschauffører

Nogle af de skoler, der udbyder og gennemfører arbejdsmarkedsuddannelser til turistbusbranchen, har peget på et behov for revision af de eksisterende og udvikling af nye arbejdsmarkedsuddannelser. Formålet med analysen har været at få afdækket kompetencekravene til turistbuschauffører. Analysen har desuden analyseret behovet for etablering af nye arbejdsmarkedsuddannelser inden for brancheområdet og kommer med forslag til en række AMU-kursuspakker.

Analyserapporten er udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR, december 2016

 

Innovativ undervisning inden for personbefordring. Et idékatalog til faglærere

En del af kursisterne i arbejdsmarkedsuddannelser inden for personbefordring har udfordringer med at komme igennem uddannelsen, og kravene til erhvervelse af kørekort inden for personbefordring er høje. Formålet med idékataloget er derfor at give en række idéer til, hvordan arbejdsmarkedsuddannelserne kan udvikles og gennemføres på en innovativ måde, der kan få flere kursister godt igennem uddannelsen. Idéerne er udviklet på baggrund af to arbejdsseminarer med deltagelse af relevante faglærere og repræsentanter fra TUR Forlag og TUR.

Idékataloget er udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR, februar 2017

 

Analyse af uddannelsesbehov for chauffører der transporterer levende dyr

Analysen kortlægger tendenser omkring lovpligtig efteruddannelse af chauffører, som kører med levende dyr. Der vises tre hovedpointer: 1) Chauffører og vognmænd ved ikke nok om mulighederne for efteruddannelse 2) Man kan ikke forvente, at virksomhederne har styr på, hvilke skoler der udbyder hvilke kurser 3) Chaufførerne er interesserede i at lære mere om deres jobområde.

Analysen er udarbejdet for TUR af Charlotte Søndergaard fra Navigator, december 2016

 

Transporterhvervets nuværende udfordringer i forbindelse med erhvervelse af kørekort kat. C, C/E og D, D-erhverv og B-erhverv

Notat om udfordringer ved erhvervelse af store kørekort.

Udarbejdet af TUR

 

Kørekort på personbefordringsområdet. En analyse med særlig opmærksomhed på fremmedsprogede deltagere

Analysen peger på årsagerne til de høje dumpeprocenter ved køreprøver til erhvervskørekort til bus, kategori D erhverv. Analysen har et særligt fokus på udfordringerne for fremmedsprogede, der ønsker at få erhvervskørekort til bus i hovedstadsområdet. Formålet med analysen er at afdække 1) årsagerne til de høje dumpeprocenter til køreprøven, 2) hvilke udfordringer deltagerne har for at bestå den teoretiske køreprøve, 3) hvilke udfordringer deltagerne har for at bestå den praktiske køreprøve og 4) de særlige udfordringer de fremmedsprogede deltagere har for at bestå såvel den praktiske som den teoretiske køreprøve.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR, december 2015

 

Analyse af identifikation af små målgrupper indenfor vejgodstransport og afdækning af uddannelsesbehov

Effektive godstransporter skaber økonomisk vækst i erhvervslivet. Danmark har derfor brug for et udviklingsorienteret godstransporterhverv. Transporterhvervtes Uddannelser ønsker med denne analyse, at afdække hvordan man kan identificere de små målgrupper inden for vejgodstransport, hvilke kompetencer der kræves af denne målgruppe samt afdækning af denne målgruppes uddannelsesbehov.

Udarbejdet for TUR af konsulentfirmaet Lilli K. Larsen, December 2015.


De køretekniske uddannelser - en analyserapport

Formålet med analysen har været at få afdækket, hvorvidt de køretekniske uddannelser er tidssvarende og relevante. Analysen har også skullet afdække, hvorvidt der er overlap mellem de køretekniske arbejdsmarkedsuddannelser.

Det har desuden været analysens formål at få afdækket behov for udvikling af nye arbejdsmarkedsuddannelser inden for det køretekniske område. TUR har gennem årene udviklet en række køretekniske arbejdsmarkedsuddannelser, der skal tilgodese branchens behov. Nogle af uddannelserne har primært fokus på glatbanekørsel, andre har fokus på manøvrering, og endelig er der uddannelser, der har fokus på energirigtig kørsel.

Det har været behov for at få identificeret samtlige køretekniske arbejdsmarkedsuddannelser, så der kunne analyseres på forskelle og ligheder i de forskellige uddannelser. Analysen skal danne grundlag for revidering af uddannelserne samt for udvikling af nye uddannelser. TUR har behov for at synliggøre arbejdsmarkedsmarkedsuddannelserne i forhold til AMU-målgruppen og virksomhederne, og analysen kan bidrage hertil.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR i samarbejde med konsulenter fra TUR
November 2015

 

MILJØ, BÆREDYGTIGHED, KLIMA OG ENERGIRIGTIG KØRSEL - En analyse af behovet for nye uddannelser

Formålet med analysen har været at afdække behovet for nye arbejdsmarkedsuddannelser inden for miljø, bæredygtighed, klima og energirigtig kørsel. Analysen har haft til formål at belyse virksomhedernes nuværende anvendelse af relevante arbejdsmarkedsuddannelser samt analysere behovet for udvikling af de nye arbejdsmarkedsuddannelser, der kan tilgodese branchens behov. Formålet har desuden været at belyse eventuelle behov for ændringer i de nuværende arbejdsmarkedsuddannelser, så de i højere grad har fokus på de miljø- og energimæssige aspekter inden for vejgodstransport.

Der er i de senere år kommet et øget fokus på Grøn Transport, der har til hensigt at nedbringe CO2-udledningen fra vejgodstransport. Aftalen om en grøn transportpolitik fra 2009 indeholdt blandt andet en ramme på 200 millioner kroner til forsøgsprojekter, som skulle bidrage til at afprøve nye transportløsninger med det formål at nedbringe CO2-udledningen. Trafikstyrelsen har givet tilskud til en række forsøgsprojekter, der har fokus på at finde energieffektive løsninger inden for transportområdet, f.eks. nye løsninger inden for drivmidler, udvikling af teknologi samt adfærd og mobilitet. Godstransport fylder meget i bybilledet i myldretiden, hvilket koster både tid og CO2. Forsøgsprojekterne, der omhandler godstransport, har til opgave at fokusere på denne udfordring, så CO2-udledningen og presset på infrastrukturen i myldretiden reduceres.

 

Virksomhederne inden for vejgodstransport har en stor interesse i, at deres chauffører bidrager til at nedbringe brændstofforbruget, f.eks. ved anvendelse af energirigtig kørsel samt gennem anvendelse af forbedret logistik, der kan bidrage til, at vognene kører færrest mulige kilometre. Det er på denne baggrund, at Transporterhvervets Uddannelser har været interesserede i at analysere behovet for udvikling af arbejdsmarkedsuddannelser, der kan støtte op om virksomhedernes initiativer og behov i relation til miljø, bæredygtighed, klima og energirigtig kørsel.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR i samarbejde med konsulenter fra TUR
Oktober 2015

 

Horisontale og vertikale kompetenceløft - en analyse indenfor vejgodstransport


Ny analyse har til formål at få afdækket mulighederne for, at chaufførerne kan få dækket deres kompetenceudviklingsbehov gennem deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. Der har i analysen både været fokus på kompetenceløft for de faglærte chauffører, der ønsker videreuddannelse, og for de ufaglærte chauffører der ønsker et kompetenceløft fra ufaglært til faglært gennem deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR i samarbejde med konsulenter fra TUR
September 2015


 

Nyt projekt med fokus på energiøkonomisk kørsel for buschauffører

Analyse af muligheden for at intensivere uddannelse i energiøkonomisk og defensiv kørsel med anvendelse af data fra køretøjets CAN-bus, videooptagelse af kørslen samt inddragelse af GPS data/Google maps. 

Projektets formål har været at undersøge, hvordan uddannelsen i energiøkonomisk og defensiv kørsel for buschauffører kan styrkes med inddragelse af ny teknologi.

Projektet har testet et nyt hardware/software system, som bruges i undervisningen af buschauffører og som underbygger en intensivering og udvikling af de metoder, der i dag anvendes i uddannelse af chauffører i energirigtig og defensiv kørsel. Projektet har gennemført tests og indsamlet erfaringer i Danmark i forbindelse med både korte og længere uddannelsesforløb og har derudover undersøgt erfaringer fra et lignende koncept i Belgien, gennemført af FCBO Formation Bus Opleiding. Formålet har således været at udvikle og beskrive en metode, som, over for chaufføren, dokumenterer den gennemførte øvelseskørsel på en måde så chaufføren direkte lærer af egne synlige erfaringer.

Udarbejdet for TUR af Lilli K. Larsen
December 2014

— TUR

Analyse af de ændrede logistikmønstre
Analysens formål har været at afdække, hvorledes ændringer i logistikmønstre påvirker behovet for uddannelse indenfor transportområdet. Effektive godstransporter skaber økonomisk vækst i erhvervslivet. Danmark har derfor brug for et udviklingsorienteret godstransporterhverv. Der transporteres over en halv million ton gods rundt i landet hver eneste dag. Analysen skal medvirke til at belyse i hvilken retning logistikmønstret bevæger sig inden for godstransport, og hvilke uddannelsesmæssige udfordringer vi står overfor i den forbindelse. Endvidere skal det belyses, hvorledes uddannelsen forankres i en funktionel uddannelsesstruktur, som kan danne grundlag for en mere systematisk anvendelse af AMU, og som fremadrettet kan bidrage til at løfte ufaglærte chauffører til faglærte chauffører. Rapporten indeholder anbefalinger til, hvordan erhvervsskolerne og TUR kan bidrage til at indpasse i en fremtidig uddannelsesstruktur og være med til at løfte ufaglærte chauffører til faglærte. Analysens resultater vil blive præsenteret på en konference for skoleledere.

Udarbejdet af Lilli K. Larsen
December 2014

Analyse af begrebet bæredygtighed

Projektets formål har været at afdække, hvilke transportløsninger der kan kaldes bæredygtige. Analysen skal bidrage til overvejelser, men også give nogle bud på, hvordan vejgodstransportbranchen tolker begrebet bæredygtig transport – og hvilke uddannelsesmæssige behov der ses i fremtiden på baggrund af denne tolkning. Det har desuden været et væsentligt formål at finde frem til muligheder for, hvorledes uddannelse inden for bæredygtig transport kan indpasses i fremtidens uddannelsesstruktur og løfte ufaglærte chauffører til et faglært niveau.

Udarbejdet for TUR af Lilli K. Larsen
November 2014

Innovativ undervisning inden for vejgodstransport
Transporterhvervets Uddannelser ønsker med dette idékatalog til faglærere at bidrage til innovativ undervisning, således at uddannelsesdeltagerne får et endnu større udbytte af at deltage i arbejdsmarkedsuddannelserne. Der er i idékataloget et særligt fokus på de lovpligtige EU-Efteruddannelser inden for vejgodstransport, men kataloget kan også være til stor inspiration for faglærere, der underviser på andre arbejdsmarkedsuddannelser. Det særlige fokus på de lovpligtige EU-Efteruddannelser bunder i de udfordringer, der kan være ved planlægning og gennemførelse af disse uddannelser, som godschaufførerne skal deltage i hvert 5. år. Deltagerne er chauffører med stor praktisk erfaring, og en del af dem har på forhånd en opfattelse af, at deltagelse i de lovpligtige efteruddannelser er spild af tid. Der skal altså noget særligt til at motivere disse chauffører til at involvere sig i de læreprocesser, der skal igangsættes på uddannelserne. Dette stiller nogle ekstra store krav til faglærerne om at forny undervisningen, således at chaufførerne får et godt udbytte af at deltage i undervisningen – også selvom de allerede har nogle eller alle de kompetencer, der fremgår af den handlingsorienterede målformulering for den lovpligtige efteruddannelse, de deltager i. Evalueringsresultaterne i Viskvalitet.dk viser, at deltagertilfredsheden på en del af de skoler, der gennemfører de lovpligtige efteruddannelser, er markant lavere, end det er tilfældet for arbejdsmarkedsuddannelserne inden for Transporterhvervets Uddannelser som helhed. Dette er endnu en grund til, at faglærerne får ny inspiration til planlægning og gennemførelse af uddannelserne. Faglærere fra forskellige skoler, der underviser på de lovpligtige EU Efteruddannelser har bidraget til udvikling af dette idékatalog.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR
Oktober 2014

Praktisk vejledning til individuel kompetencevurdering i AMU

Transporterhvervets Uddannelser ønsker med denne praktiske vejledning at bidrage til skolernes gennemførelse af individuel kompetencevurdering i forhold til arbejdsmarkedsuddannelserne – IKV i AMU. Vejledningen kan medvirke til en større gennemslagskraft af individuelle kompetencevurderinger inden for TUR’s arbejdsmarkedsuddannelser. Gennem deltagelse i kompetence-vurderingerne kan voksne med realkompetencer inden for et fagligt område få udleveret AMU-uddannelsesbeviser og AMU-kompetencebeviser, der dokumenterer deres kompetencer, og de kan få udfærdiget en uddannelsesplan, der kan bidrage til målrettet voksen- og efteruddannelse i AMU. Faglærere, konsulenter, uddannelseschefer, kursussekretærer og skolernes frontpersonale kan gennem læsning af denne praktiske vejledning få inspiration til, hvordan IKV i AMU kan organiseres, planlægges og gennemføres på en måde, der sikrer størst muligt udbytte for deltagerne, og som samtidig er håndterlig for skolerne. Skolernes medarbejdere kan desuden få viden om de regler, der gælder for IKV i AMU, samt om hvordan de kvalitetssikrer IKV i AMU. Den praktiske vejledning bygger bl.a. på resultaterne af en analyse af skolernes anvendelse af IKV i AMU inden for Transporterhvervets Uddannelse.

Udarbejdet for TUR af Mærsk Nielsen HR
2014

Buspassagerers forventninger til chaufførers kundeservice

I forbindelse med Udviklingspuljen i 2013 har TUR fået udviklet en analyse under overskriften 'Buspassagerers forventninger til chaufførers kundeservice - og implementering af resultater i uddannelsesmål'. Resultatet af denne undersøgelse peger på, at kunderne har store forventninger til buschaufførernes kundeservice og at service netop er én af nøglerne til at få flere kunder i bussen. Rapporten fremsætter endvidere forslag til en måde, hvordan der kan sættes større fokus på kundeservice, herunder konflikthåndtering og crowd control. Disse anbefalinger kommer til at indgå i TURs igangværende serviceeftersyn af AMU og kommende revision af uddannelsesmål.

Udarbejdet af Corina Roig (Alumbra) for TUR.
December 2013

Analyse af behovet for efteruddannelse af faglærere

Projektets formål har været at afdække, hvilke pædagogiske værktøjer der medfører det optimale udbytte for deltagere på de lovpligtige efteruddannelser for erhvervschauffører. Det har desuden været formålet at belyse, hvorledes de pædagogiske værktøjer og metoder, der anvendes i undervisningen, i samspil med lærernes faglighed kan tage afsæt i og imødekomme deltagernes varierede teoretiske og faglige udgangsniveauer.

Udarbejdet af af konsulenter fra Teknologisk Institut, Arbejdsliv og Mærsk Nielsen HR for TUR.
Februar 2013

Frafaldsanalyse
Knap 40 procent af alle unge, der starter på grundforløbet på en erhvervsuddannelse, falder fra eller skifter mellem forskellige uddannelser. Denne problemstilling har der i løbet af de sidste par år være stor fokus på, især i forhold til skolernes rolle og muligheder for at begrænse frafaldet. Med afsæt i dette har TUR haft til formål at undersøge, om disse faktorer i samme grad gør sig gældende i forhold til transporterhvervets uddannelser. Er det denne kulturkløft og misforståede hensigter, der ligger bag afbrudte uddannelsesaftaler, eller er der andre årsager, der kan forklare frafaldet?

Udarbejdet af TUR
Januar 2013

Taxikørsel - kompetencebehov for chauffører der kører taxi

I denne rapport rettes der med analysen fokus mod taxikørsel, som i disse og de senere år har oplevet store forandringer. Det gælder på en lang række områder som f.eks. faldende efterspørgsel på den 'klassiske' taxi, flere og større opgaver i transportbranchen fordelt efter udbudsprincipper, større diversitet i opgaverne, ændrede betingelser for rekruttering til branchen samt nye udfordringer hvad angår nye målgruppers behov, det være sig faglige, sproglige, sociale eller personlige. De ændrede betingelser er i dag en del af virkeligheden for både vognmænd og chauffører og lægger derfor op til, at det vurderes, om udviklingen peger på nye behov for efteruddannelse eller en revision af eksisterende uddannelsestilbud.

Udarbejdet af Kubix for TUR
December 2010


Flextrafik - kompetencebehov for chauffører i flextrafik

Denne rapport indeholder en analyse af behovene for efteruddannelse hos chauffører, der kører flextrafik.
Flextrafik omfatter offentlig trafik udbudt af trafikselskaber i henhold til lovgivning om bl.a. social service, lov om offentlig sygesikring og folkeskoleloven, men også åben rutekørsel etableret i privat eller offentligt regi. Flextrafik er ikke en ny form for behovsstyret offentlig personbefordring, men en ny organisering af behovsstyret offentlig befordring initieret af kommunalreformen. Flextrafik bygger på offentlige udbud af både garantibiler og variable biler og er åbent for biler med taxi-, bus- og EP tilladelser. Flextrafik er i fire af de fem regioner koordineret gennem et tværregionalt Bektra-samarbejde, der via it-systemet Planet sikrer, at det altid er den billigste og nærmeste bil, der får tildelt en bestilt tur.

Udarbejdet af Kubix for TUR
December 2010


Analyse af kompetencer og kompetenceniveaer - DIS

Analysens hovedsigte er - på et overordnet beskrivende niveau - at få skitseret hvilke kompetencer, der er nødvendige i typiske arbejdsfunktioner inden for distribution af post herunder implicit afgrænsning i forhold til tilgrænsende områder (administration, ledelse, mv.). Dertil kommer, at der afledt heraf kan tegne sig et billede af, om der er behov for kompetenceudvikling - hvis medarbejderne fornemmer, at de "mangler" kompetencer i forhold til jobfunktionen. Analysen skal overordnet set således helst give et retvisende billede af jobfunktionerne i et typisk omdelingscenter og af de tilhørende nødvendige kompetencer.

Udarbejdet af TUR
December 2010


Styrket læse-, skrive-, regneindsats målrettet chauffører - Rapport

Styrket læse-, skrive og regneindsats målrettet chauffører - Idékatalog

Projektets formål er, at arbejdsmarkedsuddannelserne mere aktivt kan bruges som værktøj i et styrket samarbejde mellem skoler og virksomheder. Projektets sigte er at finde/give eksempler, som kan inspirere til forskellige modeller for, hvordan og på hvilke områder samarbejdet kan styrkes, samt at pege på initiativer, som kan anvendes målrettet personer med læse-, skrive- og regnevanskeligheder, f.eks. kombinerede AMU-FVU-forløb. Resultaterne fra analysen er dels beskrevet i et idékatalog, og dels i et notat.

Udarbejdet af Teknologisk Institut og Mærsk Nielsen HR
Maj 2010


Analyse af kompetencekrav til chauffører inden for kurer- og budtjeneste

Formålet med denne analyse har været at belyse udviklingstendenserne i branchen samt specifikke kompetencekrav til chaufførerne med det formål at afdække, om der er behov for nye arbejdsmarkedsuddannelser. Etablering af nye relevante arbejdsmarkedsuddannelser, som relaterer sig til jobfunktionerne i branchen, kan være til gavn for såvel virksomheder som medarbejdere. TUR har ønsket af få afdækket, om målrettede arbejdsmarkedsuddannelser til kurer- og budtjenesten kan tilgodese især unge medarbejdere, hvis primære kompetence er, at de har et lille kørekort. For eksempel gennem deltagelse i lidt længerevarende uddannelsesforløb bestående af en kombination af forskellige arbejdsmarkedsuddannelser.

Udarbejdet af Teknologisk Institut og Mærsk Nielsen HR
Marts 2010


Jobfunktioner og kompetencekrav hos transportmedarbejdere i danske lufthavne

Denne undersøgelse er gennemført med henblik på senere hen at kunne tilrettelægge efteruddannelsestilbud i AMU-regi til de medarbejdere, der varetager håndteringen af bagage, cargo, flysidefunktioner, markservice og supportfunktioner i danske lufthavne. Det overordnede formål med projektet har været at undersøge, hvorvidt der er udviklingstendenser inden for lufthavnsbranchen, der skaber nye kompetencekrav til medarbejdere i danske lufthavne

Udarbejdet af Teknologisk Institut, Arbejdsliv
December 2009


Fremtidens transport- og distributionsmedarbejdere i postsektoren

Projektet har til formål at levere et nuanceret og dækkende billede af jobprofiler og kvalifikationsbehov inden for postområdet gennem en beskrivelse af status og udviklingstendenser i forhold til arbejdsfunktioner inden for områderne transport og distribution. Ligeledes at afspejle de forskellige virksomhedstyper, der allerede er, eller er på vej ind i jobområdet. Jobprofilkataloget og kvalifikationsanalysen kan anvendes af arbejdstagere, arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og organisationer, der eksempelvis vejleder om jobudvikling og uddannelse inden for postområdet. Ligeledes vil projektet danne et godt udgangspunkt for at gennemføre kvalificeret kompetenceudvikling for ledige såvel som ansatte i sektoren, blandt andet gennem at kvalificere Transporterhvervets Uddannelsesråds (TUR) arbejde med udformning af uddannelsesmål på området.

Kvalifikationsanalyse og jobprofilkatalog
August 2008


Startpakker i AMU

Formålet med dette projekt er - sammen med en række skoler - at analysere og udvikle disse særlige opkvalificeringsforløb, også kaldet "startpakker", inden for godschauffør, personbefordring og lager-området, som er de områder, der har størst behov for nytilgang. En startpakke indeholder forslag til kurser afholdt under ikke kun AMU, men også FVU, hvor dette er relevant. Startpakken indeholder tillige anbefalinger til virksomheden om den oplæring, der bør foregå i virksomheden imellem uddannelsesperioder, eller kombineret med disse. Der er altså være tale om praksisnær kompetenceudvikling.

En håndbog om kursusforløb for nye medarbejdere uden transportfaglige kvalifikationer
August 2008


Læring om bord

Fiskerne anvender megen ny teknologi. Det drejer sig om navigations- og radioudstyr, plottere til søgning efter fisk, fangstredskaber, udstyr til mærkning og opbevaring af fisk mv. Teknologier som har et stort anvendelsespotentiale. Formålet med denne undersøgelse er om potentialet af disse nye teknologier udnyttes fuldt ud. Og kan en bedre anvendelse af teknologien skabe større sikkerhed på skibene?

Erhvervsfiskeres behov for efteruddannelse
August 2008


Sikkerhed og sundhed bag rattet

Formålet med denne vidensanalysen har været at få analyseret og beskrevet kostens betydning for trafiksikkerhed, psykisk trivsel og risikofaktorer for hjertekarsygdomme blandt lastbilchauffører. Undersøgelsen er gennemført af Ph.d. cand. scient. Jens Steen Nielsen og Bach. Scient. Mette-Marie Linding. Resultaterne er meget overraskende. Overraskende fordi det på blot 2 uger er lykkedes os at forbedre chaufførens reaktionstid, helbreds- og humørtilstand. De observerede ændringer har medført en langt bedre helbredstilstand end forventet. Derudover viser det sig bl.a., at man ved at tilegne sig en fast måltids rytme kan reaktionsevnen forbedres med op til 16 %.

Udarbejdet af Be-you Healthcare for TSU
Juni 2008


Bedømmelse af praktiske færdigheder

Formålet med projektet har været at udvikle og afprøve metoder til vurdering af deltagernes praktiske færdigheder, dels for at kvalificere faglærernes bedømmelser, og dels for at give deltagerne en differentieret og sikker bedømmelse af opnåede færdigheder. Det har samtidig været hensigten at udvikle metoderne, så de vil kunne danne grundlag for en mere differentieret undervisning samt en mere nuanceret vurdering til brug for dialog mellem skole, virksomhed og deltager.

Et TUP-projekt med fokus på praksis på kran- og truckuddannelser i AMU
Udarbejdet af Teknologisk Institut, Arbejdsliv
Oktober 2007


Safe EU Driver - dansk udgave

Safe EU Driver Handbook

I 2003 introducerede den Europæiske Union et nyt direktiv (2003/59/EC) med henblik på at regulere den grundlæggende kvalifi kation og periodiske uddannelse af professionelle chauffører. Dette EU direktiv blev offentliggjort den 10. september 2003 og er trådt i kraft. Medlemslandene skal sikre at love, vedtægter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, er effektueret inden for tre år. Dette betyder at samtlige medlemslande skal have ændret deres bestemmelser senest i september 2006 for at kunne revidere deres undervisningsprogrammer, således at de lever op til direktivets krav.
Direktivet har stor indflydelse på kravene til uddannelse af chauffører i fremtiden. Det vil angå alle parter, lige fra regeringer til arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, at få tilrettet og implementeret ændringerne effektivt i den nationale lovgivning, så de ligger på linie med EU direktivet. Kort sagt, direktivet har sat rammerne, og nu skal rammerne udfyldes med den bedst mulige uddannelse.

Denne håndbog giver fælles anbefalinger for uddannelse, minimumskvalifikationer og uddannelseskrav. Disse anbefalinger er givet for valgmuligheden "uddannelse og prøve" for de grundlæggende kvalifikationer. For de lande, der har valgt optionen med udelukkende "prøve", kan håndbogen tjene som en henvisning til de emner og den viden som den studerende skal have tilegnet sig inden prøven. Anbefalingerne for den grundlæggende kvalifikation "uddannelse og prøve" optionen, svarer til et kursusforløb på 280 timer. Varigheden af en intensiv grundlæggende kvalifikation er det halve heraf, det vil sige 140 timer, men indholdet er det samme. Der henvises til direktiv 2003/59, bilag 1, afsnit 2 og 3.

Safe EU Driver Project 2005-2007
September 2007


AMU - også for personer med læse-, skrive- og regnevanskeligheder

Formålet med udviklingsprojektet har været at gennemføre forsøg, der kan bidrage til planlægning og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelserne, så disse bliver mere attraktive og relevante for personer med læse-, skrive- og regnevanskeligheder. Projektet har taget afsæt i følgende udviklingsområder:

  • At afdække og udvikle metoder, der kan bidrage til test af potentielle uddannelsesdeltageres
    læse-, skrive- og regnefærdigheder - herunder hvordan testmetoder kan udformes med afsæt i de konkrete kursers faglige krav til deltagerne.
  • At sætte fokus på, hvordan man gennem udvikling af nye måder at tænke undervisningsformer og -tilrettelæggelse kan tage højde for kursisternes læse-, skrive- og regnevanskeligheder - herunder hvordan man mere målrettet kan anvende resultaterne fra test af deltagerne i planlægning og gennemførelse af undervisningen.
  • At afdække og udvikle metoder til at motivere personer med læse-, skrive- og regnevanskeligheder til deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. Herunder at arbejdemed at nedbryde barrierer og fordomme blandt deltagerne.

Udarbejdet af Teknologisk Institut for TUR med finansiering af UVM
Juni 2007


Analyse af indsatsen over for kursister med læse- og/eller skrivevanskeligheder

Formålet med analyse-/udviklingsprojektet har været at afdække gældende praksis, når kursister med læse-, skrivevanskeligheder deltager i AMU transportuddannelser. Herunder:

  • Gøres der noget overhovedet, med henblik på afdækning af kursisters eventuelle læse-, skrivevanskeligheder, forud for kursusdeltagelse?
  • Anvendes der særlige tekniske hjælpemidler?
  • Er kendskabet til tilgængelige tekniske hjælpemidler udbredt på skolerne?
  • Er tilgængelige tekniske hjælpemidler tilstrækkelige og velegnede?

Endvidere har projektets formål været:

  • At udarbejde forslag til mulige forbedringer af indsatsen for målgruppen
  • At udarbejde en vejledning til skolerne, hvor gamle og nye tiltag beskrives
  • At denne vejledning til skolerne, integreres eller suppleres med vejledning til virksomheder, faglige organisationer og elever med læse-, skrivevanskeligheder
  • At man, med baggrund i information om bl.a. hjælpemuligheder, kan motivere personer med læse-, skrive- og regnevanskeligheder til deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser. Herunder nedbryde barrierer og fordomme blandt deltagerne.

Udarbejdet af TUR
Juni 2007


Analyse af behovet for uddannelser til transport- og logistikdisponering

Denne undersøgelse har to sigter:

  • Afdække kompetence- og uddannelsesbehovene for de grupper, som arbejder med logistikfunktioner, disponering og kørselsledelse.
  • Vurdere særlige udviklingsbehov for medarbejdere i disse funktioner med baggrund som "operative medarbejdere".
    Et vigtigt perspektiv er, om en anden og evt. hensigtsmæssig kompetence-udvikling kunne have støttet disse medarbejdere i den funktion, de har i dag.

I undersøgelsen inddrages følgende virksomhedsgrupper:

  • Godstransportvirksomheder
  • Lager og godskonsolidering
  • Rutebil og turistkørsel

Udviklet af Institut for Transportstudier for TUR
Finansieret af UVMs AMU-udviklingsprogram
April 2007


Rapport: Udviklingstendenser og jobprofiler på lagerarbejdspladser i Danmark

Denne rapport om lagerområdet er udarbejdet som et resultat af projektet 'Nye jobprofiler på lagerområdet'. Projektet er finansieret af Transporterhvervets Uddannelsesråd (herefter TUR). Opgaven har været at tilvejebringe profiler på jobfunktioner, der er dækkende for lagerområdet. Jobprofilerne skal anvendes af TUR i deres arbejde med at udarbejde kompetencebeskrivelser og uddannelsesmål til nuværende eller potentielle medarbejdere på lagerområdet. Desuden skal jobprofilerne indgå i uddannelsesrådets vejledning og samarbejde med uddannelsesinstitutioner.

Projektet har dermed følgende tre formål:

  • At levere et nuanceret og dækkende billede af jobprofiler inden for lagerområdet gennem en beskrivelse af status og udviklingstendenser i forhold til lagerjobbene inden for forskellige virksomhedstyper.
  • Jobprofilbeskrivelserne skal anvendes af arbejdstagere, arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og organisationer, der eksempelvis vejleder om jobudvikling og uddannelse inden for lagerområdet.
  • Projektet skal ligeledes danne udgangspunkt for at gennemføre kvalificeret kompetenceudvikling for ledige såvel som ansatte i branchen, blandt andet gennem at kvalificereTURs arbejde med udformning af uddannelsesmål på lagerområdet.

Udarbejdet af Teknologisk Institut for TUR
Udviklingsmidler fra UVM - Projekt nr. 2004-2837-147


Ud i det blå - uddannelsesbehov inden for turistbusbranchen

Den danske turistbusbranche er under et voldsomt konkurrencepres.
For det første: Hvor den hidtil har kunnet konkurrere på at levere persontransport billigere end alle andre transportformer, har lavprisselskaberne i flytrafikken taget over som det billigste og langt hurtigere tilbud. I dag foretages 60 % af ferierejser med fly og kun 9 % med bus. Kun 4 % af erhvervsrejser foregår med bus.
For det andet: De meget populære sovebusser er underlagt krav om ombygning som kun få busselskaber anser for økonomisk rentable, hvilket gør at turistbus-branchen for såvidt angår kørslen til destinationer syd for Hamborg og Amsterdam er blevet reduceret betydeligt.

Det har derfor været en hypotese at branchen stod over for en situation, der efterlyser strategiske overvejelser om, hvordan turistbusbranchen kan udvikle nye produkter og serviceydelser. Denne analyse ser på, hvilke overvejelser turistbusvognmændene gør sig om de fremtidige muligheder, og hvordan kompetenceudvikling af eksisterende turistbuschauffører kan være et led i at fremme disse udviklingsmuligheder.

Analysens opgaver er:

  • At beskrive turistbusbranchen ud fra eksisterende statistiske og forskningsmæssige kilder.
  • At beskrive hvilke strategiske overvejelser branchen gør sig om den aktuelle situation og de fremtidige muligheder.
  • At beskrive hvilke behov for kompetenceudvikling vognmændene har i relation til fremtidige udviklingstendenser.
  • At pege på konkrete behov for arbejdsmarkedsuddannelser.

Udarbejdet af Kubix for TUR
December 2006


Chauffør med hjerte

Målet med analysen er at pejle udviklingstendenser i buschaufførernes arbejde og arbejdsvilkår og at vurdere om der er behov for at justere det eksisterende udbud af arbejdsmarkedsuddannelser, fx ved at tilføje nye aktiviteter.
Et af projektets fokuspunkter retter sig mod kulturmødet mellem chauffører og kunder med forskellige etnisk og kulturel baggrund og kulturmødet internt mellem chauffører. Det er en tese, at dette kulturmøde er en udfordring, som stiller særlige krav til buschaufførerne og dermed også til deres uddannelse. Derfor kredser notatet om denne problemstilling med henblik på at få klarlagt omfanget af og indholdet i de udfordringer, der ligger i det daglige kulturmøde mellem buschauffører og kunder og mellem chauffører med forskellig etnisk baggrund.

Fremtidige uddannelsesbehov for rutebuschauffører.
Udarbejdet af Kubix for TUR og med finansiering af UVM
December 2005


Rapport: Markedsføring af nye, korte erhvervsuddannelser til transport

TUR har som fagligt udvalg fået godkendt nye korte erhvervsuddannelser i UVM, som er trådt i kraft d. 1. januar 2005. Der er tale om to nye ordninger: Trinafstigning efter 1 år på hovedforløbet - også kaldet kort uddannelse - og en fuldstændig erhvervsuddannelse for personer med forudgående erhvervsfaglig uddannelse med afkortet praktiktid - kaldet Den 2. vej. Begge de nye ordninger er ukendte for branchen og virksomhederne, men vi har allerede mødt stor interesse for at få præsenteret ordningerne ude i virksomhederne.
Det primære formål med dette projekt er derfor at gøre branchens virksomheder opmærksomme på de nye uddannelsesmuligheder og dermed skaffe flere lærerpladser.

Finansieret af Arbejdsgivernes ElevRefusion - AER
Projekt nr. 50-02-555
December 2005


Analyse af Det maritime efteruddannelsessystem

Denne analyse er udarbejdet i efteråret 2005 på baggrund af Efteruddannelsesudvalget TUR's ønske om at få afdækket hvilke målgrupper der indenfor det maritime område kunne have interesse i at bruge Arbejdsmarkedsuddannelser. Den foreliggende analyse er primært udarbejdet på grundlag af interviews med nøglepersoner med tilknytning til forskellige brancher indenfor det maritime område - lodspersonale, havnebetjente, småfærger, mindre erhvervsfartøjer, skaldyrsopdrættere og havbrug.

På baggrund af interviews med nøglepersoner i forskellige brancher indenfor det maritime område
Finansieret af UVM - Projekt nr. 2005-09-01
Brancheudvalget for erhvervsfiskere
Efteråret 2005


Sporbarhed og RFID-teknologien i relation til Forsyningskæder

På en lang række områder er vilkårene for industrier, produktion og logistik dramatisk forandret inden for de seneste årtier. Nye kundekrav, ændrede offentlige rammevilkår og nye teknologier ses som resultatet af denne udvikling og ændrer forudsætningerne på afgørende områder i disse år. Et eksempel herpå er kravene om 'sporbarhed'. Nye forretningskoncepter har set dagens lys som et resultat heraf, hvor behovet for hurtig udvikling og leverance af kundetilpassede og individuelle produkter og services stiller hidtil uhørte krav til effektiviteten og fleksibiliteten af både produktions- og logistiksystemer. I kølvandet herpå arbejdes med nye teknologier, der dels har til formål at hjælpe til at opfylde kravene, dels medvirke til at gøre processer enklere og mere sikre. Et eksempel herpå er 'RFID-teknologien'. De skitserede udviklingstendenser vil i et eller andet omfang påvirke de processer, som indgår i vare- og forsyningsflow herunder ikke mindst operationer tilknyttet logistikken og i særlig grad lagersiden. Dette notat vil se på disse forhold og forsøge at give et bud på hvorledes fremtiden tegner sig med vægt på logistikken i almindelighed og lager i særdeleshed.
En kort afdækning af forhold om sporbarhed og RFID i forsyningskæder, samt de evt. virkninger, dette måtte få på jobindhold og kompetencer i fremtiden med særlig vægt på lagersiden.

Oktober 2005


Opsummering af nye AMU og EUD uddannelser

Transportbranchen er fortsat et af de områder, hvor folk kan få beskæftigelse uden lange teoretiske uddannelser - men erhvervet kan ikke bruge folk, der kun har et stort kørekort. Branchen har derfor gennem Transporterhvervets UddannelsesRåd (TUR) udviklet en række nye uddannelser og kurser til AMU og erhvervsuddannelse, som kan sikre kommende erhvervschauffører de nødvendige kompetencer. Dette notat oplister uddannelserne.

Sendt til AF og RAR
September 2005


Erhvervsuddannelsen til redder. En procesevaluering

På en bevilling fra Driftsudvalget for Redderuddannelser har Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) i perioden efteråret 2003 til foråret 2005 gennemført en evaluering af Erhvervsuddannelsen til redder. Nærværende rapport indeholder resultaterne af denne evaluering.

Danmarks Pædagogiske Universitet 2005
På vegne af Driftudvalget for Redderuddannelser


Rapport om uddannelsesbehov inden for tanktransportområdet

Denne rapport er resultatet af et arbejde, som blev igangsat i 2004 af Branchegruppen for Tanktransport, nedsat under Transporterhvervets UddannelsesRåd.  Rapporten er finansieret af Undervisningsministeriet, og er en del af den bevilling, som TUR blev tildelt i 2004 til forsøgs- og udviklingsarbejder. Rapporten og de gennemførte interview er foretaget af Ivar Frederiksen fra Selandia. Rapporten bygger på den spørgeramme, som dannede baggrund for interview med en række meget store, mellemstore og mindre virksomheder inden for tanktransportområdet. Som det vil fremgå, er alle typer af virksomheder inden for tanktransportområdet blevet inddraget i besvarelsen af spørgsmålene om branchens uddannelsesbehov.

Analyse med interview af 16 virksomheder
Branchegruppen for Tanktransport
Juni 2005


Levering af kompetencer direkte til virksomhedens medarbejdere, hvor fjernundervisning indgår i leverancen

Resumé - Rapport fjernundervisning
April 2005

Formålet med projektet er at afdække betingelserne for at levere praksisnær kompetenceudvikling, hvor fjernundervisning indgår som bestanddel. Det er indhold fra eksisterende AMU-planer, der benyttes. Det var en klar hensigt med projektet at afdække såvel positive som negative erfaringer med fjernundervisning, og det blev i høj grad tilfældet. Denne rapport skal derfor ses som en vejledning til skoler, deltagere og deltagernes virksomheder om de forhold, der skal tages højde for, når dele af uddannelser skal afholdes som fjernundervisning.

TUP nr. 2003-2834-0072. Afsluttende rapport.
April 2005


Behovet for nye korte og trindelte uddannelser inden for transportområdet - en analyse i to lokalområder

Transportområdet har besluttet at etablere både nye korte uddannelser og uddannelser, der er trindelte. Formålet med dette projekt er at afdække behovet for disse nye muligheder, både hos virksomheder og hos potentielle lærlinge. Der gennemføres en analyse i to lokalområder, Vestsjælland og Trekantsområdet. Ud fra en fastlagt spørgeramme gennemføres der interview med 11 virksomheder, dækkende lastbilbranchen, busbranchen og lagerområdet, hvor de nye muligheder præsenteres for virksomhederne og deres interesse og behov for at anvende disse nye muligheder afdækkes. Der gennemføres tillige interview med den lokale A-kasse, der dækker området, med Forsvaret og med AF. Disse tre sidste burde være i stand til at vurdere om der findes en målgruppe bestående af potentielle lærlinge, der kunne have interesse for at benytte disse nye muligheder.

FoU-puljen 2004, projekt nr. 107548
Januar 2005


Handlingsplan trafikadfærd
-Bedre undervisning i trafikadfærd for professionelle erhvervschauffører.

Denne handlingsplan er udarbejdet i et samarbejde mellem erhvervsskoler, AMU-centre og TUR. Vi har sammen ansvaret for de offentligt finansierede faglige uddannelser for professionelle chauffører, og vi vil med denne handlingsplan sikre, at disse uddannelser lever op til høje og fælles standarder.

Følgende har pr. 2. november 2004 tiltrådt handlingsplanen:

  • AMU Djursland
  • AMU Fyn
  • AMU Nordjylland
  • AMU Syd
  • AMU Vestjylland
  • CEUS
  • Cramers Køreskole
  • Dansk Uddannelsescenter
  • Erhvervsakademiet Nordsjælland
  • EUC Lolland
  • EUC Midt
  • EUC Nord
  • EUC Nordvestsjælland
  • EUC Sjælland
  • EUC Syd
  • EUC Vest
  • Fredericia-Middelfart tekniske skole
  • Grøns Køreskole
  • Holstebro tekniske skole
  • Nordvestjysk Uddannelsescenter
  • Odense tekniske skole
  • P2 Nygaards Køreskole
  • Randers tekniske skole
  • Selandia
  • Strandens Køreskole
  • TEC Landtransportskolen
  • Uddannelsescenteret for Kollektiv Trafik
  • Vestjysk Storvognsskole
  • Vitus Bering
  • Århus tekniske skole

Geografisk vejledende oversigtskort over udbydere af transportuddannelser, som har tiltrådt handlingsplanen.