- 17. sep 2026
Mød Rikke, der er i lære som autohjælper
For Rikke er jobbet som autohjælper både ”megafedt hvis man godt kan lide sit eget selskab” men også fuld af ”godt kollegaskab og sammenhold”. Hun synes, at flere burde overveje at blive autohjælper.
Det er et job med stor frihed under ansvar, fortæller hun, der kommer vidt omkring i sit job – både opgavemæssigt og geografisk. Men det bedste ved jobbet er at kunne hjælpe mennesker, når de har brug for det.
Ingen dage er helt ens
Rikke trives med, at hun ikke på forhånd ved, hvordan arbejdsdagen kommer til at se ud. Nogle dage er der ro på, mens det andre dage går stærkt. På en typisk arbejdsdag møder hun ind, kalder op til vagten og får de opgaver, der kommer ind. Opgaverne kan føre hende mange steder hen – fra lokale ture omkring Odense til Nordjylland, Sjælland eller Tyskland.
”Man får set en masse, og kunderne er meget hjælpsomme. Og så er der altid nogen, der er glade for at se en,” siger hun.
En alvorlig side af jobbet
De fleste kunder er positive, når Rikke rykker ud og hjælper dem videre med en bil, der er gået i stykker. Men jobbet rummer også situationer, der er langt mere alvorlige. For Rikke kører også ud til ulykker, og nogle gange er der tale om dødsulykker.
”Det er noget af det, man skal tage med, når man vælger et job som dette. Man skal kunne holde til lidt af hvert.”
Fra HHX til autohjælper
Rikkes vej ind i branchen begyndte med en HHX. Derefter aftjente hun sin værnepligt, og her oplevede hun for første gang at have et arbejde, hun virkelig var glad for. Da hun senere blev opmærksom på, at Falck søgte autohjælperlærlinge, besluttede hun sig for at søge.
”Det er jeg megaglad for, at jeg gjorde,” siger Rikke.
Se med, og kom med Rikke på arbejde som autohjælperlærling på TURs YouTube-kanal her.
Om PÅ VEJEN MED
PÅ VEJEN MED er en miniserie, hvor TUR sætter fokus på hverdagen i transportbranchen og alle de gode muligheder, der er, når man har en uddannelse i faget. Du kan se de andre afsnit i serien på vores Youtubekanal.