- 5. jan 2022
”Book en lærling” er en stor succes
I oktober 2021 søsatte TUR projektet ”Book en lærling”, som er et tilbud til skoler, jobcentre, foreninger mv. om at få et gratis oplæg om transportbranchen. Oplægget holdes af en praktikpladskonsulent fra TUR og en transportlærling.
Projektet har indtil videre haft stor succes, og TUR har allerede besøgt flere skoler rundt om i Danmark. Senest besøgte praktikpladskonsulent, Jan Larsen, sammen med transportlærling, Phillip Hansen, Emmerske Efterskole i Tønder.
Her holdt de oplæg for 60 unge mennesker, der var nysgerrige efter at høre mere om de mange fremtidsmuligheder, der er med en transportuddannelse.
Nysgerrige og interesserede skoleelever
Phillip Hansen, som til dagligt læser til lageroperatør på Learnmark i Horsens, var positivt overrasket over det store fremmøde og den store interesse, som efterskoleeleverne havde i hans historie og valg af uddannelse.
Phillip er også en del af TURs ambassadørhold og deler løbende ud af sin hverdag på sin skole og i sin praktikvirksomhed, Per Aarsleff, på Instagram.
Ser frem mod 2022
TUR er utrolig glade for den store interesse i projektet og ser frem mod at skulle holde mange flere oplæg rundt om i landet i 2022.