- 17. feb 2026
Ditte konkurrerer i vejgods på DM i Skills
Hvor i landet kører du – og med hvad?
I øjeblikket kører jeg mest i Lemvig-området, men generelt dækker jeg store dele af Vestjylland. Jeg kører distributionskørsel, hvor jeg transporterer alt, der kan køres på paller – også pakker. Det er meget varieret gods, og det gør arbejdet spændende.
Hvad kan du bedst lide ved din uddannelse?
Det bedste er, at man har ansvaret selv og hele tiden finder løsninger undervejs. Jeg har både meget ansvar og stor frihed i mit arbejde. Det er fedt om morgenen bare at møde ind, og når bilen er lastet, er jeg på vej. Efterhånden har jeg kørt alle ruter i firmaet og kender kunderne, og det gør en stor forskel. Man bliver glad, når man kender folk, og når man mærker, at man bliver bedre og bedre til sit arbejde. Som udgangspunkt klarer man det hele selv, men jeg kan altid ringe til kontoret, hvis der er brug for hjælp. Det er virkelig rart at opleve den tillid, der er. Nogle dage ringer jeg måske 10 gange, andre gange går der flere uger uden et opkald. Det svinger meget, men det er fedt at vide, at hjælpen altid er der.
Hvad er du allerbedst til i dit arbejde?
Jeg har meget gå-på-mod og kan godt lide udfordringer – helst nogle, jeg selv kan løse. Jeg sætter også stor pris på kontakten med mennesker og tager mig gerne tid til en snak med kunderne i løbet af dagen. Det sociale betyder rigtig meget for mig.
Hvorfor har du meldt dig til konkurrencen ved DM i Skills?
Det var faktisk skolen, der overtalte mig – det tog dem godt nok et par dage. De sagde, at uanset hvordan det går, så er oplevelsen det vigtigste. Jeg har aldrig været til Skills før, så jeg glæder mig til at opleve stemningen og se det hele. Og så vil jeg selvfølgelig gøre mit allerbedste.
Oplev TURs transportkonkurrencer på DM i Skills 2026 i Hjørring, 23.-25. april. Læs mere her.
|
Om Ditte Foldager
|