- 3. mar 2021
En række kørekort og beviser forlænges indenfor vejgodstransport
Der forlænges igen en række kørekort og beviser indenfor vejgodstransport for at sikre vareforsyningen og forebygge chaufførmangel.
Ifølge loven om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, er der blevet udstedt en ny ændringsbekendtgørelse, som yderligere forlænger gyldigheden af en række kørekort og beviser indenfor vejgodstransportområdet.
Forlængelsen af gyldigheden vedrører kørekort og beviser, som er udløbet i perioden fra 1. september 2020 til 28. februar 2021 og gælder kun for kørsel i Danmark. Gyldigheden forlænges til den 15. april 2021, eller indtil der udstedes en ny bekendtgørelse med hjemmel i den nye epidemilov.
Forlængelsen gælder for følgende kørekort og beviser:
- Kørekort til de store kategorier (C1, C1/E, C, C/E, D1, D1/E, D og D/E) samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring
- Chaufføruddannelsesbevis
- Uddannelsesbevis til førere af køretøjer til vejtransport af farligt gods
- Sikkerhedsrådgiverbevis for transport af farligt gods
- Legitimationskort til personer der regulerer færdslen i forbindelse med særtransporter
Bekendtgørelsen træder i kraft mandag den 1. marts 2021.