- 11. aug 2026
Fra fejedreng til vognmand
Startede på gulvet
"Min karriere i transportbranchen startede helt nede på gulvet. Jeg begyndte som fejedreng, hvor jeg kom rundt i virksomheden, hjalp til og fik en fornemmelse af hverdagen. Jeg syntes, lastbilerne var spændende, men det var også menneskene og driften, der fangede mig.
På et tidspunkt spurgte jeg min far, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg gerne ville være en del af det her. Hans svar var ret klart: Så skulle jeg tage uddannelsen som chauffør. Det gjorde jeg så.
Senere begyndte jeg stille og roligt at få mere ansvar i driften.Jeg gik fra at køre selv til at arbejde mere med disponering, planlægning og koordinering. Derfra voksede ansvaret yderligere, og jeg bevægede mig mere og mere ind i ledelse og virksomhedsdrift. I dag er jeg vognmand, men jeg har hele tiden haft rejsen med mig."
Menneskene gør forskellen
"Jeg kan godt lide, at der ikke er to dage, der er ens. Men det bedste ved jobbet er helt klart menneskene. Jeg elsker at arbejde med mennesker. At se medarbejdere udvikle sig, tage ansvar og vokse med opgaverne betyder rigtig meget for mig."
En 25-meter, der overraskede
"En episode, jeg stadig kan tænke tilbage på med et smil, var dengang jeg skulle ud at køre og havde fået at vide, at det ikke var en 25-meter. Men da jeg så kom ud og stod foran vogntoget, kunne jeg godt se, at det altså alligevel var en 25-meter. Der stod jeg lige et øjeblik og tænkte: 'Nå, det var så ikke helt det, jeg havde fået at vide.'
Det var en af de oplevelser, hvor man både bliver kastet lidt ud i det og samtidig lærer noget. Jeg kørte selvfølgelig, og det gik jo også. Men det er sådan en situation, der siger meget om transportbranchen: Nogle gange går det stærkt, tingene ændrer sig, og så må man finde ud af det.
Og det er måske også noget af det, jeg godt kan lide ved branchen. Der er ofte en mentalitet, der hedder: ’Det skal vi nok fikse. Vi skal nok komme frem.’ Det kan være presset i situationen, men bagefter kan man godt grine lidt af det.”
Fællesskabet betyder alt
"Kollegerne og fællesskabet betyder rigtig meget. Transport kan godt være en branche, hvor man hver især har sine opgaver, og chaufførerne ofte er meget alene ude på vejen. Men man er stadig en del af et hold. Når det hele går stærkt, er man afhængig af hinanden. Det kræver tillid, kommunikation og respekt for hinandens arbejde. Et stærkt fællesskab gør både hverdagen bedre og virksomheden stærkere."
Rådet til de unge
”Mit bedste råd er: Start et sted, få foden indenfor og tag din uddannelse seriøst. Det vigtigste er at komme i gang, lære faget og blive dygtig. Få en læreplads. Sug erfaring til dig. Bliv en god fagmand. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at branchen rummer mange muligheder. Man kan starte ét sted og ende et helt andet. Man kan begynde på gulvet, komme ud at køre, gå videre ind i disponering, drift eller ledelse - hvis man har viljen og nysgerrigheden.
Vær nysgerrig, mød stabilt op, vis ansvar og vær ikke bange for at starte fra bunden. Det gjorde jeg selv, og det har givet mig en forståelse for branchen, som jeg ikke ville have været foruden."
Jacobs historie er en del af vores nye serie "Min vej i transportbranchen", hvor vi giver ordet til erfarne folk fra branchen. Vil du også gerne dele din historie?
Skriv til os på kommunikation@tur.dk, og hør mere om hvordan du kan fortælle din historie.