- 1. sep 2026
Fra lærling til lærer – Michaels vej gennem transportbranchen
Michael Christiansen begyndte som lager- og logistikoperatørlærling hos Universal Transport i Vejle i 2018. Siden arbejdede han som lageroperatør hos Elgiganten Logistikcenter, tog en uddannelse som lager- og terminaldisponent hos Gryphon Audio Designs i Ry og blev senere lagerchef med ansvar for indkøb hos SportsPharma A/S. Undervejs har han også været A-censor på uddannelsen som lager- og logistikoperatør samt som disponent. Siden april 2026 har han været faglærer på chauffør- og logistiklinjen på Uddannelsescenter Holstebro.
Arbejdsglæden er drivkraften
”Det absolut bedste ved mit nuværende job er muligheden for at give min mangeårige brancheerfaring videre til mennesker, der brænder for transport og logistik. Tidligere, da jeg arbejdede som lageroperatør, disponent og lagerchef, var min største motivation at gøre en mærkbar forskel i driften – at sikre, at logistikken spillede, og at kunderne fik deres varer til tiden. I dag finder jeg den samme store arbejdsglæde ved at klæde fremtidens medarbejdere på til netop de opgaver.”
En kommentar, der ramte hjertet
”Da jeg var i lære som lager- og terminaldisponent hos Gryphon Audio Design i Ry – som producerer high-end lydudstyr – havde jeg en fantastisk chef, Jakob. Han skabte nogle rammer, der gav mig den absolut bedste start på mit arbejdsliv. Hele teamet bakkede mig op; mine kollegaer spurgte altid nysgerrigt ind til mine skoleforløb, og jeg lærte utroligt meget om kompromisløs kvalitet, præcision i logistikken og sublim kundeservice. En dag sagde salgschefen, Rune, til mig: ’Det er simpelthen så dejligt at komme ned på lageret til dig. Du er altid så engageret og glad’. Den kommentar ramte mig lige i hjertet. Det var netop den arbejdsglæde og det stærke sammenhold, der bar mig hele vejen igennem og resulterede i et 12-tal på mit svendebrev.”
Plads til det seriøse og til humor
”Fællesskabet betyder alt for min arbejdsglæde. Mine kolleger er en stor del af min dagligdag, og for mig er det vigtigt, at der er plads til både de dybe, seriøse snakke og den uformelle, humoristiske jargon, der binder et team sammen.”
Tag en uddannelse!
”Hvis jeg skal give et par gode råd med på vejen, så handler det første om arbejdsglæde: Sørg for at lande et sted, hvor du glæder dig til at møde ind, så du hver morgen kan kigge dig i spejlet og tænke, at det, du laver, er fedt. Det andet råd er at sige ja til uddannelse. Uddannelserne i vores branche er rigtig gode og giver dig en bred, solid værktøjskasse, som du får glæde af i mange år frem.”
|
Om Min vej i transportbranchen Michaels historie er en del af vores nye serie ”Min vej i transportbranchen”, hvor gode folk i branchen deler glimt af deres karriere i branchen. I de kommende måneder kan du møde flere chauffører, lagerfolk og disponenter, der fortæller om deres vej ind i faget. Læs tidligere historier i serien "Min vej i transportbranchen":
Vil du også gerne dele din historie? Skriv til os på kommunikation@tur.dk, og hør mere om hvordan du kan fortælle din historie. |