53660971223 880Cf5d69b O
  • 866Bb0d8 A1a7 48C7 8Cc6 Afc5ceb7ae9dKamma Aziza Strube-Weber
  • 29. okt 2025
  • EUD
  • Events

Gode input til konkurrencer i Vejgods og Lager til DM i Skills 2026

Vejgodstransportuddannelsen og Lager- og Terminaluddannelsen bliver konkurrencefag ved næste års DM i Skills. I sidste uge modtog TUR en række værdifulde input og forslag fra faglærere på de to uddannelser.

På et skolemøde den 22. oktober mødtes repræsentanter fra TUR med faglærere fra Vejgodstransportuddannelsen og Lager- og Terminaluddannelsen for at drøfte skolernes rolle i konkurrencerne, herunder baneansvarlige, dommere, tilmelding af lærlinge, beklædning og de praktiske rammer omkring økonomi og forplejning til Skills 2026.


Det var et rigtig godt møde, hvor vi fik mange brugbare input fra skolerne. Der var stort engagement, og det lover godt for, at vi kan skabe to konkurrencer af høj kvalitet,” siger seniorkonsulent i TUR, Jørgen Jæger, der tidligere har stået for DM i Transportlærlinge. 


Konstruktive bidrag til det videre arbejde

TUR takker alle deltagende skoler for de mange konstruktive bidrag på mødet. De indgår nu i det videre arbejde med at fastlægge øvelser, bedømmelseskriterier og de praktiske rammer for konkurrencerne.

Det betyder meget for os, at planlægningen sker i samarbejde med skolerne. Det er med til at sikre, at både lærlinge og publikum får en spændende og fagligt stærk oplevelse ved Skills,” understreger Jørgen Jæger.

 

Konkurrencer med faglig bredde og synlighed

Næste års DM i Skills finder sted i Hjørring den 22. til 25. april. Konkurrencerne gennemføres fra torsdag den 23. april til lørdag den 25. april og bygges op, så lærlingene får mulighed for at vise både deres praktiske færdigheder og teoretiske viden.

 

Hver dag vil der være nye øvelser, så deltagerne bliver udfordret bredt. For vejgods planlægges øvelser som læsning, lastsikring, kranarbejde og brug af simulator, mens lagerkonkurrencen blandt andet kommer til at indeholde plukning, palleopbygning, containerstuvning og håndtering af gods. Begge fag har desuden en teoriprøve og simulatorøvelser som en del af forløbet.

Der lægges vægt på, at øvelserne er synlige og interessante for publikum, og at konkurrencen giver et realistisk billede af de opgaver, lærlingene møder i deres dagligdag.

 

Tilmelding og praktiske rammer

Tilmeldingen til DM i Skills 2026 er åben frem til den 28. november 2025. 

Som interesseret skole finder du informationer om krav til tilmelding, oplæg til konkurrencerne og de praktiske rammer i fagforummet her:  

Fagforum for DM i Skills