- 30. maj 2019
Hans Kjeldgaard Christiansen takker af som sekretariatschef for TUR
Hans Kjeldgaard Christiansen har været ansat i Transporterhvervets Uddannelser (TUR) i de seneste 23 år, og derfor var der naturligvis et stærkt fremmøde af venner, familie, kollegaer og samarbejdspartnere til afskedsreceptionen, der blev afholdt mandag den 13. maj.
En milepæl er nået
Når Hans Kjeldgaard Christiansen går på pension den 1. juni, sættes en milepæl i en 30 år lang karriere inden for transport- og uddannelsesområdet, som bl.a. tæller en tid som buschauffør, taxichauffør, faglærer og afdelingsleder for ambulance og redning på Landtransportskolen i København.
I 1996 blev Hans Kjeldgaard Christiansen ansat i TUR, hvor han som uddannelseskonsulent bl.a. har haft ansvar for vejgods-, redder-, lager og terminal-, samt jernbaneområdet. I 2008 skiftede han titlen ud med sekretariatschef og har dermed i mere end 10 år haft en markant rolle som ankermand for transportuddannelserne.