Igu Elever Paa Vej Ud I Busserne
  • 25. apr 2018
  • EUD

IGU-elever på vej ud i busserne

Et samarbejde mellem UCplus og en håndfuld kommuner og lokale busselskaber hjælper flygtninge ud af offentlig forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet som buschauffører.

IGU (integrationsgrunduddannelsen) er en ordning, der hjælper nytilkomne flygtninge inde på arbejdsmarkedet. I busbranchen har man fået øjnene op for muligheden, som er en del af løsningen med at sikre fremtidig arbejdskraft i busbranchen.

 

En branche med gode beskæftigelsesmuligheder

Vicedirektør på UCplus, Vibe Kittelmann, fortæller at IGU er tænkt som en vekseluddannelse, der veksler mellem skole og praktik. Det har givet særlige udfordringer i tilrettelæggelsen af uddannelsen.

Som buschauffør giver det ingen mening at komme i praktik uden kørekort – at sidde på et passagersæde og se passagererne stige af og på - det er nødvendigt selv at kunne køre bussen. Derfor er det nødvendigt, at de 20 ugers skolegang ligger først i forløbet. Det betyder også, at når en IGU elev er færdig med 20 uger på skole, er de færdiguddannede buschauffører og kan i princippet gå ud og få et helt almindeligt job. Med den højkonjunktur, der er lige nu, er der stor sandsynlighed for, at de ret hurtigt kommer i ordinært job.
Vibe Kittelmann, Vicedirektør på UCplus

Diplomer til deltagerne

I samarbejde med Aarhus, Odder, Skanderborg, Horsens og Morsø Kommune har UCplus skaffet praktikpladser til ni flygtninge hos busoperatørerne Arriva Danmark, Herning Turist og Malling Turistbusser.

I sidste uge fik de ni flygtninge overrakt diplom for at have gennemført deres dansk- og chaufføruddannelse. De er nu klar til at starte i praktik i busselskaberne.

Til overrækkelsen var blandt andre Susanne Winther, der er virksomhedskonsulent i Skanderborg kommune.

I Skanderborg Kommune har vi været utrolig glade for samarbejdet med UCplus og har haft en oplevelse af fleksibilitet og tilgængelighed. Vores borgere har bestået uddannelsen i første hug, fordi underviserne har være engagerede og med kvalificeret undervisning fået dem flot igennem. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med UCplus omkring flygtninge i vores kommune.
Susanne Winther

Fakta om Integrationsgrunduddannelsen (IGU)

IGU er en kombination af praktik og skoleundervisning for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge mellem 18 og 39 år, der højst har været i Danmark i 5 år.

Med tilbud om en to-årig integrationsgrunduddannelse med praktik-kontrakt (IGU) lærer uddannelsescentret flygtninge busfagligt sprog og giver den nødvendige chaufføruddannelse, for at eleverne kan køre bus i den efterfølgende praktikperiode hos busselskaberne.