- 9. sep 2026
Knap 700 gæster talte transportuddannelser med TUR på årets Auto Show
På standen kunne de besøgende møde TURs rollemodeller Magnus og Nicky, der begge arbejder som vejgodschauffører. Her delte de erfaringer fra hverdagen bag rattet og fortalte om vejen ind i transportbranchen. Sammen med TURs uddannelseskonsulenter Michael Ørum Henriksen, Jan Larsen og Anders Hiort var de i dialog med spørgelystne unge, der overvejer en uddannelse og en fremtid i transportbranchen.
”Auto Show giver TUR en god mulighed for at møde de unge dér, hvor deres interesse for køretøjer og transport allerede er vakt,” fortæller Anders Hiort Hansen, uddannelseskonsulent i TUR.
”Det vigtigste udbytte for os er den direkte dialog. Når de unge kan møde både rollemodeller og uddannelseskonsulenter, bliver det lettere at stille spørgsmål og få et mere konkret billede af, hvad en transportuddannelse kan føre til.”
TUR siger tak for endnu en god Auto Show-weekend. Vinderne af konkurrencerne på TURs stand er nu udtrukket og får direkte besked.
| Om Auto Show Auto Show 2026 fandt sted den 5.-6. september i kongrescentret OCC i Odense. Arrangementet samlede mere end 30.000 bilinteresserede fra hele landet og bød både på biler i mange størrelser og typer, uddannelsesstande som TURs samt drifting og køreshows. |