- 13. nov 2025
- EUD
Kvinder tager styringen på lageret og vejene
Transporterhvervets Uddannelser har været på besøg hos Julie V. Færge Mather, der er i lære som lager- og logistikoperatør ved Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste. For rullende kamera fulgte vi hende på en typisk arbejdsdag i Korsør, hvor struktur, præcision og samarbejde er nøgleord.
Julie sagde ja til at medvirke i filmen, fordi hun mener, der er brug for en bedre kønsbalance i transportbranchen.
”Det er et mandsdomineret fag, og vi mangler flere kvinder i branchen,” understreger den 25-årige lager- og logistiklærling. Hun sammenligner med en vægt med to skåle:
”Der skal være lige meget af hver, ellers er der ikke balance. Vi har brug for begge køn, men lige nu er vægten ikke lige.”
Faglighed og arbejdsglæde
Hun peger på, at en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder i transportbranchen kræver accept fra begge sider:
”Det handler også om, at begge køn skal acceptere hinanden i faget. Det bliver vi nødt til.”
Til daglig er det dog ikke kønsbalancen, Julie tænker mest over i sit arbejde ved Forsvarets Vedligeholdelsestjenester. Men derimod faglighed og arbejdsglæde:
”Det handler nemlig ikke om at være en kvinde, der skal tilpasse sig i en mandeverden, det handler om at være glad for det, man laver. At udføre et godt stykke arbejde og være stolt af det – om man så er mand eller kvinde.”
En anderledes dag på jobbet
For Julie var det en ny og spændende oplevelse at blive fulgt af et filmhold.
”Jeg er ikke vandt til så meget fokus på mig, og det var specielt, men det hele foregik meget professionelt, og i et tempo som jeg kunne være med på,” siger hun og tilføjer, at hun ser frem til at se den færdige film.
TUR siger tak til Julie V. Færge Mather og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste for deltagelsen i filmprojektet og for et inspirerende besøg.
|
Flere film om kvinder der tager styringen på vej Filmen om Julie V. Færge Mather bliver den første i en serie om kvinder i transportbranchen – om valg, nye veje og modet til at tage springet. Kameraerne ruller videre resten af året, hvor TUR besøger flere kvinder i branchen, blandt andre chauffører inden for gods, beton og handicapkørsel. De første film præsenteres ultimo 2025. Stay tuned! |
|
Interesseret i lager- og logistikoperatøruddannelsen? Som faglært lager- og logistikoperatør er du med til at sikre en effektiv styring af virksomhedens leverancer, forsyninger og logistik. |