- 8. apr 2026
Martinus konkurrerer i lager på DM i Skills
Hvad kan du bedst lide ved din uddannelse?
Jeg kan rigtig godt lide, at uddannelsen kræver, at man er god til problemløsning og struktur. Man skal tænke langsigtet og planlægge sit arbejde, så tingene fungerer både nu og senere. Det gør hverdagen spændende, fordi man hele tiden skal bruge hovedet og finde gode løsninger.
Hvad er dit speciale på uddannelsen, og hvad laver du i hverdagen?
Mit speciale er lager og logistik. I hverdagen arbejder jeg med planlægning af opgaver og sikrer, at tingene kører, som de skal. Det handler meget om at have overblik og sørge for, at arbejdet bliver udført effektivt og i den rigtige rækkefølge.
Hvad er du særligt god til i dit arbejde?
Jeg vil sige, at jeg er bedst til planlægning, problemløsning og fejlsøgning. Jeg prøver ofte at finde fejl, før de overhovedet bliver et problem. Det giver en god følelse, når man kan være på forkant og sørge for, at tingene glider uden problemer.
Hvorfor har du tilmeldt dig konkurrencen på DM i Skills, og hvad glæder du dig til?
Jeg tilmeldte mig, fordi jeg gerne ville udfordre mig selv og finde ud af, om jeg måske er bedre, end jeg selv tror. Samtidig er det en god mulighed for at møde nye mennesker og se, hvordan andre løser de samme udfordringer. Jeg glæder mig især til at se, hvem jeg skal dyste imod og til at opleve atmosfæren mellem deltagerne under konkurrencen.
Oplev TURs transportkonkurrencer på DM i Skills 2026 i Hjørring, 23.-25. april. Læs mere her.
|
Om Martinus Larsen
|