- 12. jan 2018
Mulighed for flere kørekort kan gavne praktikforløb
ATL har været ude at lave en rundspørge blandt transportskolerne om muligheden for at planlægge uddannelsesforløb, så lærlingene i nogle tilfælde kan tage kørekort til påhængskøretøj tidligere i forløbet.
Baggrunden er, at mange virksomheder ikke har sololastbiler og derfor kan have svært ved beskæftige lærlinge uden kørekort til påhængskøretøj i praktikperioden, der ligger mellem 1. og 2. skoleperiode.
Muligheden for at få både C-kørekort (lastbil) og C/E-kørekort (lastbil med påhængskøretøj) på første skoleperiode i hovedforløbet ser ud til at være løsningen. En løsning, som skolerne kan tilbyde, men som kræver, at virksomheden siger god for det, ifølge Henrik Helios, udddannelsesleder på EUC Lillebælt.
For at denne løsning kan fungere, må virksomhederne også indstille sig på at være lidt fleksible med lærlingen.
Det er formentlig ikke alle lærlinge, der vil kunne klare at tage begge kørekort i samme skoleperiode. De vil få brug for ekstra hjælp, mener både Henrik Helios og Lars William Wesch, branchedirektør i ATL.