- 27. mar 2019
- EUD
Ny app sætter fokus på sikkerheden ved højresving
TUR Forlag har udviklet en gratis mobilapp, der kan bruges af kursister på AMU-transportuddannelserne og til godschauffører på den lovpligtige EU-efteruddannelse. ’Sving Sikkert VR’ er udviklet til chauffører med kørekort kategori C, men appen vil være frit tilgængelig og kan bruges af alle.
Virtuelt og sikkert miljø
Øvelserne foregår i et animeret univers, hvor chaufføren får øjeblikkelig feedback på sin kørsel med lyd og billede.
Pris- og tidseffektiv løsning
Google Cardboard-teknologien, som er en prisbillig VR-brille i pap eller plast, giver i kombination med den gratis app en prisbillig løsning til undervisning af lastbilchauffører.
Derudover er det betydeligt mere tidseffektivt end lastbilsimulatoren, som kun kan bruges af én kursist ad gangen. Med VR-teknologien er det nemlig muligt at undervise flere kursister samtidig, og testkursister har givet udtryk for, at løsningen giver en god variation i den traditionelle teoriundervisning.
Sving Sikkert VR kan med fordel anvendes i modulerne Risikolære og Uheldsforebyggelse, herunder forebyggelse af højresvingsulykker på AMU-uddannelsen for godstransportchauffører. Den gratis app er tilgængelig både i Google Play og App Store.