- 4. sep 2019
- EUD
Ny tendens i Sverige: Flere kvinder på vej ind i transportbranchen
TYA, Transportfagenes Erhvervs- og Arbejdsmiljøråd i Sverige, udarbejder hvert år en undersøgelse om rekrutteringsbehovet i transportbranchen. Undersøgelsen underbygger det generelle billede af, at branchen kommer til at efterspørge et øget antal chauffører. Helt konkret vurderer TYA, at der bliver behov for 50.000 nye chauffører i Sverige de næste 10 år.
Derfor er der stort fokus på, hvordan man kan øge rekrutteringen til branchen, herunder hvordan man kan få flere kvinder ind i faget. Og noget ser ud til, at Sverige har knækket koden til at få kvinder til at vælge en transportuddannelse.
25 % kvinder på transportlinjen
I dag er 7 % af Sveriges lastbilchauffører kvinder. En tendens fra skoleverden tyder dog på, at dette tal vil øges markant i nær fremtid. Der meldes nemlig nu om, at kvinderne udgør 25 % af eleverne på chaufføruddannelsen på det, der kan sammenlignes med en dansk erhvervsuddannelse til vejgodschauffør.
I Sverige er det en ændring, der begejstrer i branchen. Ann Liljeholm, der er driftsleder hos Lindströms Transport, og som arbejder målrettet med ligestilling i virksomheden, mener, at denne udvikling kan medføre bedre arbejdsmiljø for alle.
Ann Liljeholm lægger vægt på, at arbejdsmiljøet kan have en afgørende betydning for valget af branche for den enkelte. Dertil er er det vigtigt at samspillet mellem arbejde og ens privatliv kan gå op i en højere enhed.
En branche med plads til kvinder
Arbejdet som lastbilchauffør er ikke det samme som tidligere, ifølge Ralf Ekdahl, der driver Ekdahl Miljö AB. Han mener, at udviklingen i branchen er med til at åbne op for kvindernes mulighed for at vælge transporterhvervet.